Med den ene hånd putter EU penge i lommerne på lollandske roeavlere og sukkermonopolet Danisco. Med den anden fjerner de fattige bønders mulighed for at tjene penge på en vigtig afgrøde. Det er den hårdt optegnede konsekvens af EU's sukkerpolitik, der netop i de kommende uger er til forhandling. Vurderingen kommer fra Fødevareøkonomisk Institut (FOI) under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der vil have gjort op med en gammel praksis, hvor EU sikrer roeavlerne en fast mindstepris. Samtidig er sukkerindustrien sikret en betaling, der ligger op til tre gange over verdensmarkedsprisen. Overproduktion af sukker »EU's sukkerordning er en af de mest protektionistiske ordninger, der findes. På bekostning af forbrugerne, ulandene og virksomheder, der bruger sukker som råvarer i produktionen«, siger forskningschef Søren Frandsen fra FOI . Når ulandene lider under ordningen, skyldes det både, at EU's favorable sukkerordning fører til en overproduktion, der presser priserne. Samtidig holdes det billige ulandssukker ude af Europa på grund af høje toldmure, mener Søren Frandsen. Vil have ordning afviklet Han håber, at EU's landbrugsministre vil afvikle ordningen, når de skal drøfte den i november. Men frygten er, at de igen kun hugger en lillebitte flig af den gamle ordning, der ikke rigtig gør nogen forskel. Hverken for den fattige bonde med de billige sukkerrør i Zambia, der gerne vil sælge til en højere pris. Heller ikke for roeavleren på Lolland, der kærligt kalder sine roer for det hvide guld. Og da slet ikke i Daniscos mondæne residens på Københavns havnefront, hvor en god del af huslejen betales med de penge, som sukkerordningen giver. »Sukkerindustrien hævder, at en liberalisering af EU's sukkerordning ikke vil komme de fattige lande til gode - det er ganske enkelt forkert. Argumenterne kommer de kun med for at beholde deres egne privilegier«, siger Søren Frandsen. Han kan fremvise en undersøgelse fra sit eget institut, der konkluderer, at det vil være en stor hjælp for flere fattige lande, hvis EU reducerer sine garanterede mindstepriser med 25 procent. Det vil blandt andet betyde, at Tanzania vil kunne øge produktionen med 43 procent, Zambia med 42 procent, Indien med 43 procent og Brasilien med 40 procent. Mæthedsinteresse Netop konkurrencen fra Brasilien finder de europæiske sukkerproducenter urimelig. De finder ikke, at Brasilien er et rigtigt uland. Mange hævder, at Brasilien bliver den eneste virkelige vinder. Brasilien kan producere til lave lønninger. Har en effektiv produktion. Billig jord. Og bønderne har indtil videre været sikret en indirekte statshjælp til sukkerproduktionen, fordi de får støtte til fremstillingen af ætanol, der er et biprodukt ved sukkerproduktionen. »Det er korrekt, at Brasilien vil få stor gavn af en liberalisering i EU. Og hvad så? Der findes også mange, mange fattige bønder i Brasilien. Og i øvrigt vil ætanolstøtten jo også skulle væk, fordi man i WTO (Verdenshandelsorganisationen, red.) kræver en generel liberalisering af sukkerproduktionen overalt i verden«. Men sukkerroedyrkerne i EU er jo blandt andet sikret hjælp, fordi de skal leve op til EU's generelt højere standarder. Er vi ikke med til at trække niveauet for miljøhensyn og arbejdsmiljø ned, hvis man fjerner støtten?

»Man får først de interesser, når man er mæt nok. Og vi er i en så lykkelig situation, at vi har overskud til at tænke på det. Men vi kan ikke kræve, at fattige lande her og nu skal indføre de samme miljøkrav. I hvert fald ikke, når det gælder lokale forhold. Det må være de forhåbentlig demokratiske regeringer i de enkelte lande, der beslutter det«. EU's tidligere kolonier, de såkaldte ACP-lande, har lov til at sælge sukker til EU's marked og til EU's priser. Den hjælp vil falde bort, hvis EU's sukkerordning liberaliseres. Det vil vel skade dem?

»Nogle vil blive ramt. Men så vil det hjælpe nogle andre. Og er det ikke bedre at stille alle lige? I øvrigt kan vi se, at mange ACP-lande slet ikke udnytter hele deres kvote. Mange føler, at det administrativt er for svært og bekosteligt at sælge til EU«. Hvis ordningen liberaliseres, vil det gå ud over mange danske landmænd, der har investeret ud fra en viden om, at de er lovet en fast indtægt. Er det ikke synd for dem?

»Det er klart, at deres indtægt vil blive en del lavere, og det er da rigtigt, at det vil være synd for nogle af dem. Især de unge, der for nylig har foretaget store, dyre investeringer. Derfor er det også rimeligt med en overgangsordning, så de ikke skal lukke og slukke«. Danske Danisco understreger, at selskabet ikke er på statsstøtte. Er du enig?

»Nej, jeg er uenig. Man kan ikke se i Daniscos regnskaber, hvor meget de tjener på sukkerordningen. Men der er ingen tvivl om, at de tjener. Ellers ville de ikke pibe så meget«.