Carlsberg alene i Asien

Lyt til artiklen

Det lignede det perfekte bryllup, da en pavestolt Carlsberg-direktion i december 2000 præsenterede samarbejdet med den thailandske whiskykonge, Khun Charoen Sirivadhanabhakdi. Ikke alene styrede han en af Asiens vigtigste spiritus- og bryggerigrupper. Hans succes på ølmarkedet var samtidig bygget på ølmærket Chang, som betyder elefant. Gigantiske ambitioner Ambitionerne var gigantiske. Carlsberg ville sammen med Khun Charoen opbygge Asiens førende bryggerigruppe, Carlsberg Asia. Målet var en omsætning på 6,5 milliarder kroner og en børsnotering på en af verdens førende børser i løbet af tre til fire år. Men i stedet for en lukrativ børsnotering er det nu blevet til skilsmisse. Carlsberg ophævede fredag samarbejdet med Khun Charoen efter et opgør, hvor de to partnere ikke kunne blive enige om, hvordan det nye selskab skulle bygges op. Alvorlig bet Bruddet er en alvorlig bet for Carlsberg. Asien er det hurtigst voksende ølmarked i verden og derfor helt centralt for det danske selskabs globale strategi. »Vi må erkende, at vi var for overoptimistiske, da vi lancerede samarbejdet«, konstaterer informationschef Margrethe Skov. Årsagen til bruddet er ifølge Carlsberg, at Khun Charoen ikke var villig til at bidrage med de aktiver til selskabet, som han havde lovet. Børsnoterede egne bryggerier Blandt andet skulle han have lagt sine bryggerier og sit distributionsselskab ind i Carlsberg Asia. Det skete ikke. Tværtimod besluttede Khun Charoen i foråret, at han ville børsnotere sine egne bryggerier. Carlsbergs reaktion kom prompte. Allerede i marts kylede Carlsberg samarbejdspartnerens repræsentanter ud af bestyrelsen for Carlsberg Asia. Dog uden at orientere Fondsbørsen om det. Det skete først i slutningen af juni, hvilket både ramte Carlsberg-aktien og afstedkom voldsom kritik. På trods af den langvarige uenighed har Carlsberg gjort talrige forsøg på få Khun Charoen til at leve op til de oprindelige aftaler. Ikke mindst fordi Carlsberg meget nødigt vil stå alene på det asiatiske marked. »Vi kan givetvis ikke få en stærk position uden en lokal partner«, sagde adm. direktør for Carlsberg, Niels Smedegaard Andersen, til dagbladet Børsen i juli. På egen hånd Og selv om der har været rygter fremme om, at Carlsberg kunne finde sammen med det andet store bryggeri i Thailand, Singha Beer, er der ikke kød på den plan, lyder det fra informationschef Margrethe Skov. »Vi har i øjeblikket ingen planer om at samarbejde med andre. Nu fortsætter vi selv med Carlsberg Asia. Og det er ikke en ny situation for os. Vi har tidligere klaret os selv ganske glimrende i Asien«. Carlsbergs store markeder i Asien er, ud over Thailand, Malaysia, Singapore og Sydkorea, hvor Carlsberg sidder på langt over halvdelen af markederne. De fleste andre steder har bryggeriet betydeligt sværere ved at følge med. Carlsberg-aktien tabte fredag 0,6 procent af sin værdi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her