Den danske regering kan formentlig regne med Dansk Folkepartis stemmer til sin plan for at nedbringe CO2-udledningen. Den går ud på, at Danmark skal nå en del af sit Kyoto-mål ved at købe en CO2-kvote i udlandet. »Vi vil have mest miljø for pengene, og hvis vi får det ved at investere i udlandet, så skal vi gøre det«, siger Jørn Dohrmann, der sidder i Folketingets miljøudvalg for Dansk Folkeparti, til Ritzau. CO2-kvote i udlandet I en central hensigtserklæring fra Kyoto-topmødet lagde deltagerlandene op til at halvdelen af CO2-målet skulle nås ved at forbedre miljøet på hjemmebane. Men VK-regeringen skrev allerede i regeringsgrundlaget fra november 2001, at 'mulighederne for såkaldt 'joint implementation' skal benyttes'. Det betyder, at hvis Danmark betaler for at nedbringe mængden af CO2 i udlandet skal reduktionen tælle med i Danmarks internationale CO2-forpligtelse. S, SF er utilfredse Både Socialdemokraterne og SF er stærkt utilfredse med regeringens klimastrategi. S-miljøordfører Pernille Black Hansen kalder ligefrem idéen 'uanstændig'. »Vi har en national forpligtelse til at håndtere størstedelen af problemet herhjemme. Jeg er især bekymret for, om det her medfører, at man køber nogle fiktive kvoter, der aldrig har været udnyttet og heller aldrig ville blive det. Det giver jo ingen reel reduktion i udledningen«, siger hun til Berlingske Tidende. Jørn Dohrmann mener, at det er lige meget, hvor i verden man reducerer CO2-udledningen, fordi der er tale om et verdensomspændende problem. Regeringen ventes i løbet af de næste uger at præsentere en konkret plan. - Kæmperegning på vej for klimapolitik Politiken 27 januar 2003, 1 . sektion side 5 -------------------------------------------------------------------------------- Danmark har forpligtet sig til at mindske udslippet af CO2 og andre klimagasser med 21 procent. Regeringen regner stadig på, hvordan milliardregningen kan blive mindst mulig. Af Jesper Tornbjerg Om kort tid fremlægger VK-regeringen Danmarks nye klimastrategi, og den indeholder en betydelig regning for skatteyderne og forbrugerne. Klimastrategien skal sikre, at Danmark i 2008-12 får reduceret udslippet af drivhusgasser med 21 procent, men regeringen holder kortene tæt til kroppen. Opgavens præcise omfang, valg af virkemidler og pris holdes hemmeligt. At det bliver dyrt at være med til at mindske risikoen for dramatiske klimaændringer, er hævet over enhver tvivl. At kraftværkerne skal yde endnu en indsats står også klart, vurderer centralt placerede kilder. Hvordan landbrug, industri, transporterhverv og bilister skal bidrage, kommer sandsynligvis til at afhænge af de efterfølgende politiske slagsmål. Danmark har haft en klimapolitik siden 1990, men den seneste opgørelse fra Miljøstyrelsen viser, at det ikke går godt nok. Danmark mangler at søsætte initiativer, der kan sikre en reduktion på 24 millioner ton CO2 frem til 2008-12. Alt tyder på, at kraftværker og industrier fremover får sat stadig lavere lofter over deres udslip. Hvis de ikke kan holde deres mål, så skal de købe CO2-beviser på en snarlig, fælles europæisk CO2-børs. Staten kan supplere ved at købe CO2-kvoter for skatteydernes penge. Klimakoordinator Lars Georg Jensen fra WWF Verdensnaturfonden påpeger, at det er umuligt at sige noget om, hvad klimapolitikken kommer til at koste, hvis en stor del af indsatsen lægges i udlandet. Ud fra mottoet om 'mest miljø for pengene' lægger regeringen op til, at en stor del af det danske CO2-mål fremover skal nås via køb af CO2-kvoter og køb af CO2-gevinster i udenlandske miljøprojekter. LANGSIGTET PERSPEKTIV Græsrødderne ser klimapolitik som en investering i fremtiden og mener, at der skal tænkes langsigtet. Når vi skal investere milliarder, så kan vi lige så godt ruste det danske samfund til stadig strammere klimamål, fordi FN's klimaaftale fra Kyoto efter alt at dømme vil blive fulgt op med nye krav efter 2012, mener de grønne. »Vi kan gøre noget herhjemme til en pris, vi kender, eller vi kan satse i udlandet«, siger Lars Georg Jensen, der betegner sidstnævnte som »lotteri«. Endnu er der ikke et internationalt marked for CO2-beviser, så prisen er usikker. Hvis danske kraftværker udleder mere CO2, end de har loft til, så skal de betale en strafafgift til den danske stat på 40 kroner per ton. Analyser viser, at det niveau kan komme til at ligge i den lave ende. Hvis prisen på CO2-beviser bliver på 100 kroner per ton, hvad mange betegner som et »ædrueligt bud«, så kan Danmark ende med en regning på 2,4 milliarder kroner hvert år fra 2008-12. Altså i alt 12 milliarder kroner, hvilket svarer til prisen på Københavns Metro. »Hvad Danmark får ud af en sådan investering er utrolig vigtigt«, siger direktør Jørgen Abildgaard fra ECON Danmark, der har regnet på, hvad klimapolitikken kan koste elforbrugerne: Hvis et ton CO2 også fremover får en værdi på 40 kroner, så kan det dårligt mærkes. Hvis prisen på et ton CO2 ender med at ligge i omegnen af 150 kroner, så vil det slå igennem på den nordeuropæiske markedspris som 5-6 øre dyrere strøm. Altså en markant prisstigning i forhold til en 'normal' markedpris på den nordiske elbørs Nord Pool på 15-20 øre per kilowatttime. I begge tilfælde vil Danmark være storeksportør af el til Norge og Sverige. KLIMASTRATEGI VK-regeringen var lige ved at offentliggøre klimastrategien omkring 1. december 2002, men den blev stoppet i sidste øjeblik. Arbejdet var ikke godt nok, lød vurderingen. Siden er det kun lykkedes at vriste ganske få baggrundsrapporter ud af Finansministeriet, der koordinerer arbejdet. For eksempel har Miljøstyrelsen i en rapport analyseret priser for opsamling af metan fra lossepladser i Danmark (146-219 kr. per ton) og Rusland (41 kr.). Med andre ord giver det mere miljø for pengene at opsamle og udnytte metan i Novgorod og Pskov end fra en dansk losseplads. Samme rapport viser, at bedre styring af renseanlæg i Central- og Østeuropa - ikke mindst Rusland - giver fuld valuta for miljøkronerne. Mens græsrødderne foretrækker en indsats på hjemmebane, så påpeger Jørgen Abildgaard, at hver gang Danmark investerer 100 millioner kroner i klimaprojekteri udlandet, så kan der følge op mod en milliard kroner med fra regionale fonde, banker med videre. »Det giver muligheder for, at dansk erhvervsliv kan få en del ordrer hjem til Danmark«, siger han.