Danske forskere lidt tættere på en malariavaccine

Lyt til artiklen

Et dansk malariaforskningshold ved Statens Seruminstitut er kommet et skridt nærmere en brugbar vaccine mod en af de sygdomme, der rammer den fattigste del af verden hårdest. Den dårlige nyhed er, at det vil tage mange år, inden de malariahærgede afrikanske, lande, byer og familier kommer til at få glæde af den. 22 millioner mennesker i Afrika syd for Sahara vil i de næste otte år miste livet på grund af sygdommen. Og for dem er der næppe stor trøst at hente i, at vaccinerne tidligst kan bruges i stor stil i 2010. »Der ligger stadig meget arbejde forude, men vi får fortsat gode resultater. Vi har nu sikkerhed for, at der ikke for europæere er risiko og bivirkninger forbundet med brug af den ene af de fire vacciner. Nu skal vi se, om det samme gælder, når vi prøver vaccinen i Afrika. Også resultaterne af den anden vaccine er ved at blive samlet op. Og det ser også lovende ud. Men inden vi er klar til at kunne massevaccinere, går der - hvis jeg skal være meget optimistisk - otte til ti år«, siger Søren Jepsen, direktør i det fælleseuropæiske malariaprojekt EMVI. Lokal test Projektet tæller fem forskningshold, hvoraf to i øjeblikket er en smule i førerfeltet. Det ene er fransk, og det andet er dansk og ledes af Michael Theisen fra Statens Serum Institut. Både den franske og den danske vaccine er testet på europæere, der har lagt arm til en undersøgelse, der skal bevise, at man ikke får Skipper Skræk-arme af et møde med sprøjten. Det næste skridt for den franske vaccine er test i et vestafrikansk land af et lokalt forskerhold. »Jeg advokerer for, at vores vaccine også skal testes i Afrika. Og dernæst skal vi så arbejde med at kombinere vaccinerne«, siger Michael Theisen. Der har været forsket i udviklingen af en malariavaccinen i mange årtier. Søren Jepsen har været i gang i mere end 25 år. Og han lægger ikke skjul på, at forskningen ville have været væsentligt længere fremme, hvis medicinalindustrien kunne få en økonomisk gevinst ud af at udvikle vaccinen. Skal tjenes ind igen Men det kan de ikke. For malaria hænger nøje sammen med fattigdom. Sygdommen findes i de fattigste egne i verden. Den plager samfundene i en grad, der er stærkt medvirkende til, at samfundene forbliver underudviklede. Og fattige mennesker - dem tjener man ikke penge på. Heller ikke selvom de har hårdt brug for medicin. Det er et faktum, som Søren Jepsen har lært at have forståelse for: »Jeg ved jo godt, at en koncerndirektør ville blive fyret på stedet, hvis han kom og fortalte sin bestyrelse, at han har brugt en milliard kroner på noget, der aldrig kunne tjenes ind igen. Vores forskning skal støttes af offentlige midler. Når tiden kommer til en egentlig masseproduktion, må vi håbe og bede til, at medicinalindustrien vil producere til kostpris«, siger han Det kræver dog, at der er overskudskapacitet i medicinalindustrien til den tid, fordi produktionen af malariavaccinen til kostpris ellers skal skubbe langt mere rentable produktioner ud. Og selv til kostpris vil industrien altså tabe penge på vaccinen. »Vi har efterhånden fået støtte af en række af de statslige udviklingsorganer, - eksempelvis fra Holland, Irland og Sverige. Desværre har vi ikke hørt noget fra Danida, selv om vi også har søgt penge der«, siger Søren Jepsen. Brug for flere penge Inden redaktionens slutning har det desværre ikke været muligt at finde frem til folk i Danida, der kendte til behandlingen af ansøgningen. Prisen for udviklingen af et nyt medicinpræparat løber op i milliarder af kroner. Og selv om der lige nu er penge til forskningen, vurderer Søren Jepsen, at han må ud at bede om endnu større beløb i de kommende år. »Økonomien er helt afgørende for vaccinens succes. Ikke kun skal vi bruge penge til udviklingen. Men det er også nødvendigt, at vi kan udvikle en vaccine, der er så billig, at den ikke koster mere end 20 kroner. Det er helt afgørende, at den ikke bliver dyrere, hvis den skal bruges til massevaccine i de fattige områder«, siger Søren Jepsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her