En læser har sendt et brev om sin have. En fortælling, som Søren Ryge fryder sig over, da den afspejler det vigtigste af alt ved en haven, nemlig glæden frem for pligten og sliddet. Al den snak om græsplænernes forskønnelse. Om udryddelse af ukrudt med gift og hvordan. Jeg gør det med håndkraft af og til, når pedanten ta'r mig. Jeg ta'r ét emne op ad gangen - kløver f.eks. Så går jeg mig en tur på plænen og ta'r fat i kløveren med lugeklo og klør 5. Det er så godt som meditation. Der bliver renset ud indeni og udenpå.
Jeg har skrevet en side om min have. Jeg er så glad for den, at jeg må have det ud.

Min drøm af en have

Lige så længe jeg har boet i København - lige så længe har jeg haft drømmen om et kolonihavehus med en gammel, godt tilgroet have. Der skulle være masser af frugttræer og et kæmpe staudebed til alle de gammeldags stauder som røllike, riddersporer, brændende kærlighed, margerit osv. Alle dem, de fleste kender, og som er så robuste og hårdføre, at de kan tåle lidt af hvert af den danske sommer.

I min have skal man ikke vande, fordi planterne skal være anbragt det sted, de selv ville ha' valgt, hvis de fik lov. De solelskende i solen og skyggeplanterne i skyggen selvfølgelig. Min have skulle være frodig, kun med hjælp fra oven. Det eneste, der skulle vandes var potterne med mine gamle farmorpelargonier. De er upraktiske, men sådan er det.

Roser har jeg ikke nævnt, men dem vil jeg ha' mange af, og de skal være hårdføre og gammeldags. Hele herligheden skulle være forskanset af en to meter høj hæk, så man kunne solbade, som Vorherre havde skabt én. Så endelig fik jeg mit sted over alle steder. Det ligger i en haveforening på Amager, ned til Volden. Jeg kan se vand med ænder og svaner og skimte en tagryg på Christiania. Huset er lige op og ned - godt og solidt. Ingen fugt og med et stort 70'er panoramavindue fra stuen ud til haven.

Haven var anlagt med passer og trekant. Nogle meget lige bede nøjagtig ens i størrelse, kantede, nogle buske, som afgrænsede haven over til naboerne. Der stod et æbletræ i det ene bed og en taks i det andet - symmetrisk. Resten af haven bestod af græs, og hele herligheden var synlig ude fra stien, som passerer haven. Forhaven var indrammet af et meterhøjt knækflisebed - i baghaven var der et plastikovertrukket ståltrådshegn.

Den gamle drøm om den romantiske have fik jeg altså ikke direkte forærende - til gengæld kunne man jo ikke få en bedre udsigt. Den var værd at knokle for. Den første sommer og efterår har jeg moslet med at plante hæk, lavet staudebed og plantet roser foran panoramavinduet. Et blommetræ har jeg sat i nærheden af æbletræet til en hængekøje engang. Klatrehortensia og vedbend har jeg sat i baghaven - de skal op og dække en høj terrassevæg.
Udvendigt har huset fået tjære, og vinduerne er blevet godt og grundigt mættet med linolie. Indenfor blev vægge og træværk malet hvidt.

Næste år var sommeren knap så hektisk. Jeg fik mig en grønsagshave, det er jo skønt, men så blev jeg inviteret til bryllup i Holland, i september. Der så jeg en have...
Jeg har altid haft en fordom om hollænderne, at det hele skulle være så plantet og arrangeret, men jeg kan huske, at jeg bare stod og kiggede og zoomede. På forkanten af bedene f.eks.: Bunddækkende stauder dækkede al jorden. Bunddækket var skovjordbær, læbeløs, smalbladet Vinca og guldnælde. Det så ud som om, det groede vildt. Det snoede sig ud og ind blandt hinanden. Et sted f.eks. op mod en slank græsart, som blev kontrastet af en storbladet græskarplante, der havde avlet de smukkeste, runde, orange græskar. De lå der, midt i det hele, midt i staudebedet. Men staudebed var det vel ikke. Ikke som jeg er vant til at se stauder. Oftest ser man jo stauderne blive sat efter blomstringstidspunktet.

I denne have var stauderne, græsserne, krydderurterne, bunddækket sat efter løvet. Formerne på løvet var konstant sat i kontrast. Der var et grønt indtryk overalt, enkelte steder brudt af en Verbena, en sensommerblomstring af storkenæb eller en rose. Jeg havde aldrig tænkt, at der fandtes så mange grønne farver eller farvesammensætninger. Bare på terrassen, hvor mange forskellige slags timian blandede sig med salvie, som stod op mod en anden salviesort, en matgrøn/bordeux - og igen op mod en lille, nøjsom, rundfliget, matbladet storkenæb.

Ingen snerler, brændenælder, kvikgræs eller skvalder overhovedet. Planeret og arrangeret var det, men det var kunst. Det planerede virkede tilfældigt. Så nu har jeg knoklet lidt igen, for nu har jeg ikke bare en drøm om en have, nu har jeg et forbillede. Og jeg har plantet timian, guldnælde, skovjordbær, læbeløs, vinca - og salvie og den lille storkenæb.

Mette Munk PlumSvar: Kære Mette Munk Plum. Jeg har valgt at gengive hele dit brev, fordi det i så sjælden grad afspejler det vigtigste af alt ved at have en have: Glæden! Den uforbeholdne glæde, som alt for ofte overdøves af pligt og ærgrelse og bekymring og 'det skal være nemt at holde'. Det er en staudehave nemlig ikke, tværtimod. Den er en konstant sum af lugning og lugning og atter lugning. Samt plante om og plante nyt og dele og binde op og lægge ned. Det er uden ende, men det er glæden altså også. Tillykke med dig!