Der var ikke noget at gøre. De to banker, som den dengang 57-årige Finn Bjerne Larsen havde været kunde i igennem mange år, troede ikke på hans idé. Under ingen omstændigheder ville de låne ham penge til at komme i gang med en nichefabrik inden for gummiindustrien. Den står der alligevel, virksomheden Hi-Fix i lejede haller i Østbirk nær Horsens. En ansat fodrer industriblandernes åbne munde med sækkevis af hvidt syntetisk gummi i pulverform og han virker ubekymret over, at en del hvirvles op og føjer sig til den hvide støvtåge i produktionshallen. I næste hal står et par håndfulde medarbejdere og betvinger de sorte gummipølser, der kommer ud af det hvide pulver, som i sidste ende bliver til ruller med tætninger til for eksempel koøjer og vinduesrammer. Stædighed trumfer afvisning Den står der alligevel. For Finn Bjerne Larsen var stædig, trods bankernes afvisning: »De sagde til mig, at jeg skulle gå hjem og gå på efterløn. Jeg var for gammel til, at de ville låne mig penge. I Danske Bank gik de så langt som til at sige, at hvis jeg kunne finde andre, der ville investere i min virksomhed, ville banken fraråde dem at gøre det. Man betragtes som et risikabelt liv, når man nærmer sig 60 år. Statistisk er man et nul. Men det skal ikke være alderen, der dikterer, hvor længe man kan arbejde«, siger den nu 65-årige direktør. To visitkort I 1994 grundlagde Finn Bjerne Larsen virksomheden, og sidste år modtog han den regionale pris som Janteknuser fra ErhvervsfremmeStyrelsen som rollemodel for mennesker, der i en sen alder bliver selvstændige. Sit direktørvisitkort bruger han kun, »når det har noget med penge at gøre«. Ellers har han lettest ved at identificere sig med titlen på sit andet og mest brugte visitkort, produktudvikler. Igennem 29 år arbejdede han med produktudvikling som ansat i Køge - først hele 24 år i én virksomhed og derefter 5 år i en anden: »En dag kaldte chefen en af mine underordnede ind på kontoret. Da han kom ud, spurgte jeg ligeud, hvor lang tid jeg havde tilbage, for jeg var klar over, at de havde diskuteret, hvornår han skulle overtage mit job. »To år«, lød svaret. Det ville betyde, at jeg blev arbejdsløs som 59-årig, og det ville være meget svært at få et nyt job. Jeg skyndte mig at skrive en opsigelse, og inden ti minutter stod jeg inde hos chefen med den og sagde: »Du kommer aldrig til at sige mig op!««, fortæller Finn Bjerne Larsen Flyttede til Jylland Han havde på det tidspunkt en forestilling om, at han ville kunne nedsætte sig som konsulent i branchen. Men han blev snart klogere og indså, at det var der ingen fremtid i. I stedet tog tanken om at nedsætte sig som selvstændig mere og mere form. Med sine mange års erfaring mente han at vide, at der mellem giganterne på markedet var plads til en mindre virksomhed, som kunne leve af at være fleksibel og stærk på produktudvikling. »Der var ingen, der troede på mig. Heller ikke venner og familie - bortset fra min kone, hun bakkede mig op«, konstaterer Finn Bjarne Larsen. Også datteren, Helle Larsen, der på det tidspunkt var arbejdsløs, var interesseret i sin fars ideer og er i dag administrerende direktør i virksomheden. Satsede på Jylland Eftersom det var umuligt at stampe penge op af jorden på Sjælland, besluttede Finn Larsen sig til at forsøge i Jylland og satse på at levere til vinduesfirmaet Velux, der også holder til i Østbirk. Her fandt han en bank, der var villig til at gå ind i projektet, da han samtidig fik rejst 300.000 kr. hos en ven. Da det private lån senere skulle tilbagebetales, realiserede han som 60-årig sin kapitalpension - en halv million kroner. Længe forinden var huset på Sjælland røget. »Min kone og jeg havde et stråtækt bindingsværkshus, som vi var meget glade for. Men med den beslutning, der var truffet om at forsøge sig som selvstændig, var der ikke andet at gøre end at sætte det til salg. Så flyttede vi herover i en toværelses lejlighed«, fortæller Finn Larsen, der siden er flyttet i hus igen. Han havde lidt svært ved at vænne sig til jyderne, men i dag kunne han ikke forestille sig at flytte tilbage til Sjælland. Heller ikke når han går på pension - og det påtænker han ikke at gøre før efter 70- års alderen. Tør ikke endnu I begyndelsen arbejdede Finn Larsen alene. Han kontaktede mulige kunder og blandede sin gummi på en lille halvkilosblander, i weekender assisteret af sin kone og datter. Siden er antallet af ansatte nået op på 15, de to industriblandere i hallen tager 300 kilo hver, og virksomheden tjener penge - overskuddet er omkring 500.000-600.000 kr. på årsplan. Egenkapitalen er 700.000-800.000 kr. »Jeg er ikke nået dertil endnu, hvor jeg tør sige: 'Se, det gik godt' til dem, der var skeptiske. Jeg tør først tro helt på det, når egenkapitalen er tre-fire millioner kroner«, siger Finn B. Larsen. Alligevel er han ikke i tvivl om, at han gjorde det rigtige: »Det er det bedste, jeg har gjort. Mit mål var at få min frihed, og det har jeg fået«.