Det er ikke samfundets skyld. Arbejdsløse har selv ansvaret for, at de ikke har et job. Men sådan er holdningen ikke blandt alle de ansatte i landets arbejdsformidlinger, og det er ikke særlig smart. I stedet for medlidenheden skal de ansatte i stedet provokere de arbejdsløse til at finde et arbejde. Det mener arbejdsformidlingernes (AF) øverste chef, Lars Goldschmidt, som glæder sig over sin nye minister. Også selv om ministeren kommer fra Venstre, og Goldschmidt selv var medlem af SF indtil for tre år siden. »Vi er en 'synd for'-koncern. Der har været en tendens til, at det ikke bare er synd for klienten. Det er også synd for en selv, fordi man sidder i en forfærdelig nedskæringstruet organisation. Og det er synd for ledelsen, at de sidder med medarbejdere, som er så sure. Det er én side af kulturen herinde. Det er bestemt ikke den eneste. Vi er også en ekstremt engageret organisation. Men det bunder meget i at gøre noget for nogen, det er 'synd for', og det har jeg forsøgt at ændre. Mange medarbejdere er kommet ud over den holdning, men vi skal blive flere og bedre«, siger han. Indtil for et år siden arbejdede Lars Goldschmidt som direktør for virksomhedsudvikling i Dansk Industri. Så satte den tidligere gøgler sig i direktørstolen på AF og mødte 'synd for'-kulturen. Flere kræfter »Det er ikke synd for de ledige. Det er heller ikke synd for en folkeskoleelev, og det er ikke urimeligt at give vedkommende undervisning. De ledige har flere kræfter, end vi har været vant til at tro. Vi har i høj grad løst deres problemer. Jeg synes, at den dagsorden, som nu er sat, endnu tydeligere end tidligere lægger op til, at folk skal løse deres egne problemer, og vi skal støtte dem i det«, siger han. For selvom det ikke er synd for mennesker uden job, så skal de stadig hjælpes, fordi de ikke er i stand til fuldstændigt at hjælpe sig selv. For eksempel fordi de ikke er godt nok uddannede eller ikke kender de ledige job. »Eller også har de ikke en realistisk opfattelse af, hvad de kan. Det er alt sammen gode grunde til, at samfundet giver dem en hånd. Men det betyder ikke, at dit ansvar for selv at gøre noget bliver taget fra dig. Vi skal være der til at provokere, skabe idéer, støtte de ledige fra det udgangspunkt af selvbårenhed, som de nu besidder, og så udvide det. Det kan godt være en konfronterende samtale, hvor vi kan sige: »Selvom du har været 40 år i finanssektoren, så tyder intet på, at du kan fortsætte i den bane«. Hvis folk har gået ledige et år, så er der noget af det, de gør, som ikke virker. Det er en objektiv kendsgerning. Så skal de formentlig gøre noget nyt, og det skal vi motivere dem til. Vi var der ikke, hvis det virkede«, siger han. Konkurrence til AF Det er endnu uklart for omverdenen, hvad den nye regering og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen egentlig har tænkt sig at ændre. Det får imidlertid ikke AF-chefen til at holde sig tilbage. Han foregriber begivenhederne og udtaler sig på baggrund af de overordnede meldinger, som ligger i regeringsgrundlaget. Og, som han selv siger, så kan han have tolket dem forkert, og så må organisationen gøre noget andet. Men det han ser, er positivt, synes han. For eksempel tonerne om, at AF skal have konkurrence. »Så kan vi bedre vise, hvad vi kan. Det bliver vi kun dygtigere af. Så vil vi også kunne dokumentere, at der er nogle områder, hvor vi er bedre end andre. Andre kan noget bedre end os. Et AMU-center har tæt kontakt med virksomhederne, og de ved ret nøje, hvad den enkelte skal kunne på det pågældende område, og hvad virksomhederne har brug for. Den ekspertise bør de udnytte endnu bedre og fremover også belønnes for det. Vi er gode til at hjælpe den ledige med at se sig selv på arbejdsmarkedet på måder, som den enkelte ledige ikke selv kan se«, siger han. Regeringen lægger også op til i højere grad end nu at aflønne efter, hvor god man er til at få folk i arbejde. Det synes Lars Goldschmidt også er en god idé, men så skal AF's resultater måles på en anden måde end i dag. For hvor AF's akilleshæl har været 'synd for'-holdningen, så er AF's styrke, at de kan sikre, at ledige får en tilknytning til arbejdsmarkedet. Den evne vil Lars Goldschmidt hellere måles på. »Det er en pervers konstruktion at måle os på, hvor mange ugers eller timers aktiveringsproduktion, vi har leveret. I hvert fald i forhold til hvorfor vi eksisterer. Vi er der for at give folk et arbejde. Hvis folk for eksempel er fire måneder i arbejde, og vi har medvirket til det, så mener jeg, vi har gjort en bedre indsats, end hvis vi har haft dem fire måneder i aktivering. Men som vi er organiseret i dag, så kommer det stik modsatte ud«, siger han.