Terrorangrebet mod USA har givet imageproblemer for familieimperiet bag verdens mest eftersøgte mand, Osama bin Laden. For ikke at miste alt for mange forretningsforbindelser har koncernen bedt PR-bureauet WMC Communications om førstehjælp i imagepleje. Hvad gør du, hvis din bror er verdens mest forhadte mand? Og han bærer samme navn som din milliardforretning? Du mister kunder. Taber formuer. Tager sorte solbriller på. Og banker diskret på døren hos et verdensomspændende PR-bureau. Det er lige, hvad den stenrige familie bag terroristlederen Osama bin Laden har gjort. Siden terrorangrebet på USA 11. september har blandt andet FBI mistænkt den saudiarabiske familiekoncern Saudi Binladin Group International for at stå i økonomisk ledtog med terroristlederen, der er det 17. barn af familiens afdøde overhoved og koncerngrundlægger, Sheikh Mohammed Bin-Awad Binladin. En svær situation Og alt imens den internationale presse har gravet i familieforholdene, har store virksomheder haft travlt med at afskrive enhver forbindelse til imperiet. For at redde milliardforretningen, har bin Laden-klanen nu bedt det anerkendte britiske PR-bureau WMC Communications om hjælp. »Vi er blevet kontaktet af familien og får at vide efter ramadanen, om vi kan regne med dem som kunde. Virksomheden befinder sig i en meget svær situation lige nu«, siger Alex Glover, administrerende direktør i WMC Communications i London, der ikke har skrup-ler ved at lukke bin Laden- familien ind i kundekredsen. »Vi har tjekket koncernens baggrund og har absolut ikke fundet nogen relationer til terrorisme. Osama blev udstødt af familien i 1993. Koncernen er respekteret i hele Mellemøsten og fortjener et bedre rygte«, siger Alex Glover. Det er der dog delte meninger om. Selv om klanen benægter enhver forbindelse til terrorangrebet i New York og Washington, stammer Osama bin Ladens personlige formue på godt en halv milliard kroner fra familien. Koncernen står ikke på USA's sorte terrorliste. Men ingen af klanmedlemmerne ønsker at svare på, hvorfor koncernens hjemmeside på internettet var forprogrammeret til at lukke 11. september i år. Omsætning på 42 mia. Saudi Binladin Group International, der har en årlig omsætning på over 42 milliarder dollar og har 40.000 ansatte på verdensplan, blev grundlagt i 1931 af Osamas far. Fra hovedsædet i den saudiarabiske by Jeddah har købmandsfamilien tjent det meste af sin formue på byggeri og ingeniørarbejde via tætte forbindelser til Saudi-Arabiens kongefamilie. Siden er imperiet vokset til et konglomerat, der i dag er førende inden for industriproduktion, energi- og minedrift, kemikaliefremstilling, medier, telekommunikation, distribution og handel. Igennem årene har koncernen haft multinationale giganter som General Electric, Unilever, Motorola, fødevaregiganten Quaker, der har fusioneret med Pepsico, sodavandsgiganten Cadbury Schweppes og internationale banker som Citigroup og ABN Amro på kundelisten. Men efter 11. september er kundelisten skrumpet ind. Især har investeringsselskabet Carlyle Group, der blandt andet tjener sine formuer på USA's forsvarsindustri, haft travlt med at sælge sine aktier for at undgå en skandale i det Hvide Hus. Blandt Carlyles faste rådgivere og investorer er nemlig republikanske hovedpersoner som George Bush senior, tidligere udenrigsminister James Baker og Ronald Reagans forsvarsminister Caspar Weinberger. Andre ekskunder tæller blandt andet Unilever, som brugte Binladin-koncernen til at distribuere sit vaskepulver i Libanon og Syrien. Og Cadbury Schweppes, der har stoppet salget af sin Snapple-juice. Styres af 12 familiemedlemmer Indtil nu har Bin Laden Group, der styres af 12 familiemedlemmer, holdt tre møder med WMC. Og rådet fra det britiske bureau er enkelt. »Vær mere åben over for pressen. Det nytter ikke noget at gemme sig«, siger Alex Glover, der ikke vil oplyse, hvad familien skal betale for PR-hjælpen. »PR er fuldstændig imod deres kultur. De taler aldrig med medierne og de bryder sig ikke om at gøre forretninger i offentligt søgelys. Det bliver de nødt til at ændre holdning til«, mener PR-chefen. Hvad med at skifte navn? »Det er de ikke indstillede på. Og det nytter heller ikke at gemme sig«. Indtil videre har det britiske råd om åbenhed dog ikke trængt igennem til Bin Laden-koncernen, der ikke ønsker at tale med Politiken trods adskillige opringninger. En talsmand for koncernen ved navn Yahya siger, at »bin Laden-familien ikke har nogen kommentarer ud over, hvad WMC Communications oplyser«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























