Bestyrelseslokalerne i finanssektoren skal renses for medlemmer, hvis eneste begrundelse for at sidde der er, at de er udpeget af det offentlige. Sådan lyder et af programpunkterne for den nye regerings første hundrede dage, og forslaget bakkes op af Dansk Folkeparti. Der findes i dag omkring 200 såkaldte offentlige vagthunde i banker, forsikrings- og pensionsselskaber. De er ofte politikere, men kan også være for eksempel landmænd eller akademikere - og de behøver ikke at have forstand på driften af en finansvirksomhed. Deres opgave har været, som det bredt er formuleret, at »fremsætte samfundsorienterede og generelle synspunkter i forbindelse med bestyrelsens og direktionens dispositioner«. Regeringen vil stoppe nyudnævnelser af vagthunde og tvinge de eksisterende til at gå af ved førstkommende generalforsamling. Fornuftigt »Det ser vi som en fornuftig og positiv ting. Pengeinstitutter er erhvervsvirksomheder som alle andre, og de behøver ikke det offentliges hjælp til at udpege repræsentanter til bestyrelsen«, siger Klaus Willerslev- Olsen, fungerende direktør i Finansrådet, der er bankernes forening. Han afviser at udtale sig om kvalifikationerne hos de udpegede personer, der i dag sidder i bestyrelserne. Men tidligere på året blev Nicolai Juul Foss, professor i økonomi på Handelshøjskolen i København, citeret for, at ordningen »er rent pjat«. En almindelig person i et pengeinstituts bestyrelse - det vil sige uden uddannelse i finansiering - har ikke mange chancer for at gennemskue, hvad der sker, sagde professoren, der netop selv som en konsekvens af manglende indhold havde forladt hvervet som offentlig repræsentant i netbanken Basisbank. Modernisering Dengang sagde daværende økonomiminister Marianne Jelved (R) nej til at afskaffe ordningen, men bebudede en modernisering af reglerne. Finansrådet afviser, at samfundet uden vagthundene mister muligheden for at gribe ind over for uansvarlige risikoryttere blandt finanssektorens ledere. »Vi har en lovgivning, der er meget præcis. Vi har et finanstilsyn, og regler om ansvar for bestyrelsesmedlemmer, samt ekstern og intern revision. Der findes et meget stort apparat til at dække behovet for kontrol«, mener Klaus Willerslev-Olsen. Radikale mister ben De offentligt udpegede repræsentanter har fungeret på lige fod med de øvrige i bestyrelsen - både hvad angår ansvar for beslutningerne og størrelsen af honorar. Det vil typisk sige fra omkring 50.000 kroner om året op til flere hundrede tusinde kroner. Blandt de mange politikere, der mister dette ben, er den radikale Elisabeth Arnold, i det civile liv uddannet biokemiker, der sidder i forsikringskoncernen Trygs bestyrelse, samt partifællen, EU-parlamentariker og ingeniør Lone Dybkjær, der er det offentliges repræsentant i Finansbanken.