To breve med noget indeni blev åbnet med tilbageholdt åndedræt. I det ene var en opløst svamp, i det andet noget, som fik Søren Ryge Petersen til at mindes sin lillebror. Den forløbne uge indbragte som sædvanlig diverse mail og breve til denne brevkasse, og godt det samme, for ellers eksisterede den jo ikke. Men der var også to breve af den slags, jeg frygter: tykke, bløde, let fugtige forsendelser, som næsten altid indeholder et eller andet uhyggeligt, jeg ikke kan svare på. Jeg åbner dem med tilbageholdt åndedræt. Den mindst farlige først. Det medfølgende brev var fra Else Madsen på Frederiksberg, og hun skrev i al enkelhed, at »medsendte svamp har jeg fundet i mit kælderrum, voksende på en porøs murvæg. Hvad er navnet på svampen? Hvad laver den i mit kælderrum? Hvad gør jeg for, at der ikke skal komme flere?«.Svar: Og så var der en tændstikæske med Tordenskjold udenpå og en lille plastikpose indeni. I posen var der lidt lysebrunt snask, nærmest som brun sovs med for lidt kulør. Hvilket fik mig til at drage et lettelsens suk, for dermed har jeg den bedste af alle undskyldninger for ikke at kunne svare. End ikke den største svampeekspert vil vide, hvad dette handler om. Jeg er overhovedet ikke svampeekspert, men vil råde Else Madsen til at ringe til sin kommune, Teknisk Forvaltning, og bede om et kvalificeret råd. Når svampe vokser ind i huse, er det ikke noget at spøge med. Du bør absolut finde ud af, hvad det handler om, og hvad du skal gøre. Bare ikke her. Det andet brev var det tykke, fugtige. Jeg pakkede det ud med ængstelse, men jeg drog et lettelsens suk. Hør brevet først: Denne gang drejer det sig ikke om mosegrise, for vi har måttet afgive vores dejlige have. Men naturen kan vi ikke undvære, og nu har vi så fået mere tid til at vandre lange ture rundt i Grib Skov på alle tider af året.
I går på vor vandring fra Kagerup til Mårum mødte vi foruden et hav af diverse svampe nogle træer, som bar medfølgende frugter og blade. Det minder jo lidt om kastanier, og er det måske også. Ikke hestekastanier, da de mangler pigge. Og heller ikke ægte kastanier. Men hvad er det så? Naturligvis ved du det, og vi håber på svar en af de nærmeste lørdage.
Bent Rosendahl, HillerødSvar: Ja, selvfølgelig ved jeg det, for det er jo en ganske almindelig hestekastanie med blankbrune frugter, som netop nu falder til jorden og græsset og asfalten og lyser så smukt. Det er rigtigt, at hestekastanien normalt har piggede frugter, men der findes altså også individer uden pigge, som stadig er hestekastanier. Hvilket omgående fik mig til at mindes min lillebror Arne, som i en alder af 12 år udførte denne bedrift: Han samlede kastanier om efteråret, for det gjorde vi altid. Der var altid en flok kastanier i lommen og en flok under sengen. De kunne bruges til så meget godt, indtil de hen ad jul blev runkne og mugne. Arne fik helt af sig selv den idé, at han ville lægge dem i jorden. Han gik en tur ad 'Den grønne vej', som førte lige forbi vort hjem og var en ganske almindelig kommunal landsbyvej med en stribe asfalt og en grøn rabat samt diverse buske og træer og spredt orden. Han lavede små huller i jorden kun en meter fra asfalten og placerede en blankbrun kastanie i hvert hul. Han fortalte det ikke til nogen. Ti år senere gik han en tur med mig ad den grønne vej. Der stod en række meterhøje kastanier ved vejen, som jeg bemærkede, og så fortalte han mig sin historie. Og de er der stadig. Nu mindst 10 meter høje, statelige kastanietræer, som ved et mirakel kom i jorden på rette tid og sted og fik lov til at vokse sig store, med eller uden pigge på frugterne. Dét synes jeg, I skal gøre, nu hvor der er så god tid. Fylde lommerne med de blanke frugter og lægge dem i jorden på steder, hvor der måske er en chance for, at de får lov til at vokse op helt af sig selv.