Politiken onsdag: Dansen foregår vist egentligt normalt om et fadfuld grød. Men lad os i dagens anledning blot erstatte indholdet med en potte dovent øl. Der er nemlig ingen ende på opfindsomheden, når den finere ende af dansk erhvervsliv skal forsøge at forklare sig uden om et penibelt emne. I dette tilfælde danses der rundt om årsagen til Carlsbergs pludselige farvel til koncernchef Flemming Lindeløv, en mand der reelt er blevet fjernet på grund af en elendig kemi mellem ham og Carlsberg-bestyrelsesformand Palle Marcus. Selvfølgelig siger ingen direkte, at Flemming Lindeløv er blevet fyret. Og selvfølgelig vil ingen tale med om kemien mellem Lindeløv og Marcus. I stedet er forklaringen, at Lindeløv har fået lyst til at prøve at sidde for bordenden i en virksomhed, han selv er medejer af. Bekvemt nok, sikres Flemming Lindeløv nu en plads som adm. direktør og medejer af kunstindustrivirksomheden Royal Scandinavia, som Carlsberg tilfældigvis selv er stor aktionær i. Realiteten er dog, at Lindeløvs exit har været undervejs i adskillige måneder, ikke mindst ovenpå en mildt sagt pinlig optræden over for et samlet korps af danske og udenlandske journalister og endnu værre en flok udenlandske analytikere, der var fløjet ind fra bl.a. London, for at overvære offentliggørelsen af Carlsbergs 15-måneders regnskab i februar i år. Sidespor Allerede ved den lejlighed var Flemming Lindeløv kørt ud på et sidespor. Selvom Lindeløv sad i spidsen for Carlsberg Breweries, det selskab der efter fusionen mellem norske Orkla og danske Carlsberg står for alle ølaktiviteter i det fælles selskab, så satte Carlsbergs bestyrelse en ung og usikker direktør fra Carlsberg A/S til at stå for fremlægningen. Det endte som en tæer-vridende oplevelse for alle der var tilstede og, hvilket er langt mere alvorligt, fik Carlsbergs aktiekurs til at styrtdykke. Den oplevelse fjernede den sidste rest af gensidig respekt mellem Palle Marcus og Flemming Lindeløv og Lindeløvs pludselige lyst til at prøve noget andet, er derfor det sidste naturlige resultat af måneder tiltagende uenighed. Men faktisk kunne Lindeløvs exit fra Carlsberg let været kommet langt tidligere. Der var nemlig ikke gået mange uger efter tiltrædelsen i midten af 1990erne som føl hos den daværende enevældige og mangeårige Carlsbergboss, Poul Svanholm, før jungletrommerne lød, at skuffelsen over Lindeløv var begyndt at brede sig blandt kollegerne på direktionsgangen hos Carlsberg. Charme Et - naturligvis anonymt medlem, dristede sig til at kommentere, at Lindeløv aldrig havde fået posten, hvis Carlsberg-toppen, (læs: Svanholm), havde kendt Lindeløvs evner, som ellers var velbeskrevne gennem flere år i toppen af først FDB og senere det landmandsejede slagteri Tulip. Kun få har som Flemming Lindeløv evnen til at charmere sig gennem et pressemøde eller en generalforsamling, hvor småaktionærer dåner over stilen og klassen og ikke mindst det overdådige traktement, der selvfølgelig omfatter de fleste af koncernens flydende produkter. Men charmen rækker ikke, når der sidder et korps af benhårde internationale virksomhedsanalytikere i salen. De vil have fakta, ambitioner, udmeldinger og resultater som mere end lever op til det lovede. Og det har Lindeløv og Carlsberg ikke leveret. Blandt de udenlandske analytikere har der været set med hovedrysten på Carlsbergs behandling af det varemærke, der fortsat er et af verdens mest interessante. Alle er nemlig enige om, at Carlsberg Breweries står med et af de bedste og mest kendte varemærker, et mærke som mere end noget andet kunne være døråbner for Carlsbergs store entré blandt verdens superbryggerier. Men i stedet for at satse stort og bruge af den fyldte pengekasse, som Flemming Lindeløv selv har anslået til at indeholde omkring 25 mia. kr., så er det mest blevet til små milliardkøb af bryggerier i bl.a. Schweiz, Tyrkiet og Polen, mens internationale konkurrenter som Interbrew, Heineken og Scottish & Newcastle har sikret sig store bryggerier i bl.a. Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Og selv om den nye topchef, Niels Smedegaard Andersen kalder Carlsberg for et af de mest ambitiøse og vækstorienterede bryggerier i verden, så skruer han i samme sætning ned for Carlsbergs hidtidige ambitioner om en plads blandt verdens fem største bryggerier. Nu er placeringen ligegyldig, fremover vil det altoverskyggende mål være resultater, et andet ord for overskud til aktionærerne. Men mens Carlsberg vil jagte resultater, som måske på kort sigt kan kaste pæne overskud af til ejerne, så risikerer den dansk-norske bryggeriforbrødring, at de øvrige store kombattanter har fordelt verdens øldrikkere og bryggerier imellem sig.