Politiken onsdag: Tobaksfabrikker fra Danmark og resten af den vestlige verden presser prisen på tobak så langt ned, at bønderne i Malawi må leve under urimelige forhold, der sammenlignes med slaveri. Tobaksfabrikkerne får skylden for, at bøndernes forhold er så ringe. Newton Katete er høj, tynd og møgbeskidt. Hvilken farve hans lasede bukser og skjorte oprindeligt havde er umuligt at sige, men nu er det hele gråt af støvet fra den jord, han dyrker på tobaksfarmen Impala i det afrikanske land Malawi. Sidste år tjente han knap 2.000 kroner til sig selv, konen og de tre børn. Det var lønnen for et helt års arbejde, hver dag fra solopgang til solnedgang. »Jeg blev forpagter her på farmen, fordi jeg ikke har nogen uddannelse, måske kan det give nogen gode penge. Men vi er nødt til at få så mange forskud hos farmeren, at vi ikke får noget ud af det, når høsten er afregnet sidst på året. Vi har kun lige råd til mad«, siger Newton Katete. En af en halv million Han er blot en af den cirka halve million tobaksarbejdere i Malawi, der lever under et system, som af fagforeninger og menneskerettighedsorganisationer i Malawi kaldes umenneskeligt. Forpagterne tildeles et stykke jord, som de skal dyrke for plantagens ejer, og lønnen udbetales først, når høsten er i hus. Ofte køber ejeren tobakken til en langt lavere pris end den han sælger den videre til. I løbet af året tjener han desuden godt på at sælge arbejderne majs, gødning og andre fornødenheder på kredit til overpriser. Liv Tørres er direktør på det norske forskningsinstitut FAFO og har skrevet en rapport om levevilkårene for tobaksbønder i Malawi. Hun kalder forholdene for håbløse. »Der er nærmest tale om feudale arbejdsforhold. Tobaksarbejderne har ingen kontrakter, de er fanget i en gældsklemme og helt afhængige af plantageejerne«, siger Liv Tørres. Tobakken er fuldstændig afgørende for Malawis økonomi og udgør mere end 70 procent af landets eksport. Kunderne er især de store tobaksfabrikker i den vestlige verden, og fire procent af den tobak Danmark importerede i 1999 kom fra det lille afrikanske land, der er blandt de ti fattigste i verden. Emiliana Tembo, der er forkvinde i den regeringsstøttede Malawi Human Rights Commission, mener, at der nærmest er tale om slaveri på plantagerne. »Svaret på problemerne er lønstigninger til forpagterne. Men ejerne af plantagerne er magtfulde, både politisk og økonomisk«, siger Emiliana Tembo. Lever som fæstebønder I Harare i Zimbabwe arbejder Gitte Vesterlund som koordinator for den danske fagbevægelses u-landsbistand i Afrika. Hun har netop været i Malawi og sammenligner forholdene for forpagterne med fæstebøndernes herhjemme i 1600-1700 tallet. Gitte Vesterlund mener, at virksomheder som blandt andre Skandinavisk Tobakskompagni bærer en stor del af ansvaret for, at tobaksbønderne i Malawi må leve under så usle forhold. »Skandinavisk Tobakskompagni skal forlange, at der er ordentlige arbejdsvilkår hos dem, der producerer tobakken. Først og fremmest bør de store virksomheder betale en bedre pris for tobakken. Det er den grundlæggende årsag til fattigdommen«, siger Gitte Vesterlund. Pris dikteret af markedet Skandinavisk Tobakskompagni køber tobak fra Malawi gennem selskabet Limbe Leaf, der står for over halvdelen af landets eksport af den værdifulde afgrøde. Her siger adm. direktør Charles Graham, at prisen er dikteret af verdensmarkedet, men at han gerne så, at en større del af overskuddet fra tobakshandlen ender hos forpagterne. »Men hvordan skulle jeg kunne kontrollere, om en lille farmer betaler en ordentlig løn. Det er umuligt«, siger Charles Graham.