Job til mindst en million europæere. Færre drivhusgasser i atmosfæren. Og energi nok til at erstatte 62 procent af EU's benzinforbrug. Det er nogle af de gevinster, der gemmer sig i de millioner af ton halm, som hvert år ligger ubenyttet hen på de europæiske marker, efter at mejetærskerne har taget for sig af retterne. Det konkluderer en rapport udarbejdet af den britiske tænketank Bloomberg New Energy Finance for den danske enzymproducent Novozymes.
Novozymes: »Uhyre spændende«
»I en situation, hvor vi i stigende grad mangler arbejdspladser i Europa, er det da uhyre spændende, at man kan skabe en million nye job i EU på bare ti år ved at satse på at omdanne landbrugsaffald til flydende brændstof«, siger Novozymes’ administrerende direktør, Steen Riisgaard, der fremlægger analysen på en konference i Bruxelles i dag.
I processen med at omdanne halm til andengenerations bioethanol skal der bruges folk til at indsamle halmen fra markerne, der skal bygges fabrikker, som løbende skal vedligeholdes. Og endelig skal brændstoffet distribueres.
»Og mange af disse job kan endda skabes i de fattige udkantsområder, som har særlig meget brug for arbejdspladser og vækst«, siger Steen Riisgaard.






























