En lille gruppe af alt for risikolystne og ekstremt forgældede spekulanter har trukket et blodspor efter sig gennem den danske banksektor. Mellem 50 og 100 krakkede storkunder går således igen i flere af det seneste par års konkursramte banker som Fionia Bank, EBH Bank, Roskilde Bank, Capinordic Bank, Løkken Sparekasse og senest Amagerbanken, der kollapsede søndag. Men i mindst to af tilfældene – Amagerbanken og Løkken Sparekasse – har Finanstilsynet undladt at gribe ind i tide og orientere bankerne om, at de ydede lån for hundrede millioner af kroner til især dybt forgældede boligspekulanter, som tilsynet burde have genkendt fra inspektioner i andre nødlidende banker.
LÆS ARTIKEL Brian M. afviser kritikken: Vi reagerede på advarslerne
»Man var i tilsynet helt sikkert ikke god nok til at udnytte den mulighed, man havde, til at advare banker om, at de ydede store lån til kunder, der sideløbende havde meget risikable engagementer i andre pengeinstitutter. Set i bagklogskabens lys var det en klar fejl«, siger Caspar Rose, professor ved CBS.
Den tidligere bestyrelse i Løkken Sparekasse vil nu for første gang inddrage tilsynet i en retssag efter et bankkrak:
»Tilsynet kender de personer og de firmaer, som driver den underlødige handel med ejendomme, men de advarede os ikke. De har haft mulighed for at advare banker og sparekasser«, siger Knud Rødebro, der var bestyrelsesmedlem i banken, før den gik ned i 2009.
Vil stævne tilsynet
Bestyrelsens advokat, Karoly Nemeth, vil stævne tilsynet, hvis hans klienter får fri proces i sagen.
Blandt de krakkede erhvervsfolk er Olav Damkjær-Classen og Rene Müller, der blev finansieret af både EBH Bank og Amagerbanken. Den fallerede eksbokser Hans Henrik Palm var storkunde i Amagerbanken, Roskilde Bank og Forstædernes Bank. Og Steen Bryde, der gik ned med rederiet Nordic Tankers, havde både Roskilde Bank og Amagerbanken som bankforbindelser. Men også en række mindre kendte ansigter går ifølge Politikens oplysninger igen i bankerne.
LÆS ARTIKELNår kontrolsystemer misbruges
Steen Hove, der er ny administrerende direktør i Amagerbanken, oplyser, at »en god håndfuld« af de dårligste storkunder i banken var gengangere fra Roskilde Bank og Capinordic. Selv om tilsynet gav bemærkninger om enkelte kunder, kom der ingen advarsler om gengangerne:
»Tilsynet har ikke advaret om, at de pågældende kunder også havde store og risikable engagementer i andre banker«, siger han, men tilføjer, at det var bankens dårlige kreditpolitik, der slog den ihjel.
Vil ikke ind i konkrete sager




























