Usikre investorer sender bankaktier på rutsjebanetur

Lyt til artiklen

De danske finansaktier er igen i dag i fokus, presset af begivenhederne på både den hjemlige og den internationale scene.

Flere af landets småbanker oplever markante kursfald, mens andre kan glæde sig over, at gårdsdagens nedtur er standset eller måske ligefrem afløst af optimisme hos investorerne.

Totalbanken dykker
Værst er det gået for den fynsk baserede Totalbanken, der har mistet mere end en fjerdedel af sin værdi, siden handelen begyndte på fondsbørsen i morges.

Totalbankens aktiekurs er kort efter middag faldet med ikke mindre end 29,05 procent, men også Aarhus Lokalbank, Lollands Bank og Sparekassen Hvetbo har haft en hård formiddag med fald på henholdsvis 11,27 procent, 9,35 procent og 6,19 procent.

Af de større banker klarer især Vestjysk Bank sig dårligt med kursfald på mere end 10 procent, mens store banker som Danske Bank, Nordea og Jyske Bank alle ligger i et lille plus.

15 banker truet af dårlige tal

Også enkelte af småbankerne klarer sig godt, blandt dem DiBa Bank, der er steget med 8,93 procent, Vinderup Bank, der er steget med 4,92 procent og Salling Bank, der er steget med 2,94 procent.

Investorerne er nervøse og usikre
Bankekspert Bjarne Jensen fra Bjarne Jensen Consult ser de mange udsving som et resultat af en stor usikkerhed blandt investorerne.

»Det er simpelthen usikkerhed, fordi investorerne ikke tør stole på noget som helst. Nogle er kvikke og investerer penge i sådanne aktier, der er billige, mens andre holder sig langt væk«, siger Bjarne Jensen.

Formand for de små banker: Danmark ender som Island

De seneste dages uro kommer, efter at Fjordbank Mors i weekenden kastede håndklædet i ringen på grund af store tab på trængte landmænd og ejendomme.

Samtidig er der stor uro på de internationale finansmarkeder som følge af den truende statsbankerot i Grækenland, der vil kunne påføre banker i en række lande store tab på grund af deres investeringer i græske statsobligationer.

»Det er svært at skille tingene ad, men for småbankernes vedkommende handler det ikke om Grækenland. Det skyldes frygt for, at der gemmer sig noget i bøgerne, som man ikke kender til«, siger Bjarne Jensen.

Handler også om volumen

Bankeksperten påpeger dog samtidig, at der for de mindre bankers vedkommende ikke skal meget til for at rokke ved aktiekursen, som eksempelvis Sparbank, der er faldet 1,96 procent.

»I Sparbank i Skive er der omsat ti styk aktier. Det svarer kun til 500 kroner men er altså det, der bestemmer kursændringen. Når volumen ikke er så stor, kan tingene godt se mere dramatiske ud, end de måske er i virkeligheden«, siger Bjarne Jensen.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her