Skattevæsenet bruger nu så enorme summer på at føre retssager mod virksomheder, at det svækker erhvervslivets retssikkerhed. Virksomhederne får nemlig ikke længere dækket deres omkostninger til retssagerne – heller ikke selv om de vinder – og det skræmmer selskaberne fra at kaste sig ud i ellers vigtige og principielle retssager. Advarslen kommer fra blandt andre den borgerlige tænketank Cepos, der i et høringssvar til en kommende regulering af loven fælder en hård dom over udviklingen på området: »Det skaber en massiv ubalance og et stort retssikkerhedsmæssigt problem, når man fjerner selskabernes mulighed for at få godtgjort udgifter til sagkyndig bistand – samtidig med at Skatteministeriet øger deres brug af Kammeradvokaten. Med den ene hånd opruster de deres egne juridiske kompetencer, mens de med den anden hånd lægger sten i vejen for, at selskaber kan få den fornødne bistand«, siger Henriette Kinnunen, erhvervsjuridisk seniorkonsulent i Cepos.
Skat trækker på Kammeradvokaten
Siden 2004 er Skats udgifter til ekstern advokatbistand – primært hos statens advokat, Kammeradvokaten – i forbindelse med retssager steget eksplosivt fra cirka 51 millioner kroner til knap 82 millioner kroner i 2010 – omregnet til sammenlignelige 2010-priser.
Det svarer til en stigning på over 50 procent på bare seks år. Omvendt mistede virksomhederne med skattereformen i 2009 muligheden for at få refunderet deres ofte anselige udgifter til advokater i retssagerne.




























