Det er langtfra røde faner og fagpolitiske paroler, der fylder tankerne hos de danske unge, der i fritiden langer tøj eller brød over disken under dårlige arbejdsvilkår. Kun seks procent af de unge mellem 15 og 20 år vil kontakte en fagforening, hvis de oplever problemer på jobbet. Langt de fleste vil nøjes med at gå til venner, veninder eller familie.
Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for HK Danmark. Det lave tal vækker bekymring i fagbevægelsen, der mener, at arbejdsgiverne dermed får frit spil til at udnytte de unge, som for eksempel ikke kender til mulighederne for at arbejde under en overenskomst. »Det får først og fremmest den konsekvens, at de bliver snydt her og nu. Men også, at de får en skæv indgang til arbejdsmarkedet, når de får en dårlig oplevelse og opdager, at de er blevet snydt«, siger formanden for HK Handel, Jørgen Hoppe. Krise faciliterer dårligeforhold Det er særligt kritisk, fordi den økonomiske krise har gjort det nemmere for arbejdsgiverne at få de unge til at arbejde under dårlige forhold, mener LO-sekretær Ejner K. Holst. »De unge er betydeligt mere sårbare over for argumentet, at kan du ikke lide at være her, så er der andre, der gerne vil. Der er virksomheder, som i den grad udnytter, at der er høj ungdomsarbejdsløshed, og at de unge ikke har meget viden og erfaring om, hvordan de skal gebærde sig«, siger han.




























