Januar-februar 2013
Københavns Kommune giver Metroselskabet lov til at bygge i døgndrift ved Nørrebroparken uden at spørge embedslægen om eventuel sundhedsfare. Beboere klager til kommunen over, at døgnbyggeriet påvirker deres helbred. I en efterfølgende stikprøveundersøgelse siger hver tredje, at de for første gang i deres liv har oplevet fysiske stresssymptomer.
29. april 2013 Efter det ekstraordinære døgnarbejde på byggepladsen ved Nørrebroparken søger Metroselskabet om lov til at udvide arbejdstiden på alle de øvrige byggepladser på grund af forsinkelser. Ved Marmorkirken og Øster Søgade vil man arbejde i døgndrift, mens arbejdstiden skal udvides med fire timer til klokken 22.00 på alle andre byggepladser.
15. maj 2013 I det såkaldte VVM-notat konkluderer Transportministeriet, Københavns og Frederiksberg Kommune samt Metroselskabet, at det udvidede arbejde ikke vil påvirke miljø og mennesker væsentligt. Embedslægen bliver ikke inddraget.




























