Milliarder af skattekroner, der skulle gå til at støtte de trængte europæiske landmænd, er siden 2005 stik imod hensigten endt i lommen hos modtagere, der intet har med landbrug at gøre. Listen over modtagere af EU’s landbrugsstøtte omfatter herhjemme blandt andet campingpladser og rideklubber, menighedsråd og spejderkorps, lufthavne og golfbaner, viser Politikens gennemgang af nye tal fra den danske regering, indsamlet af den uafhængige researchgruppe Farmsubsidy. Og det har aldrig været meningen, fastslår eksperter: »Ingen havde intentioner om, at flyvepladser, golfklubber og lignende eksempler skulle have del i landbrugsstøtten, da man udformede den nuværende landbrugsstøtte«, siger Carsten Daugbjerg, professor ved Københavns Universitet.
Også hoteller, forlystelsesparker, planteskoler, kongehuset, et fagforbund og en arbejdsgiverforening får støtte.




























