I løbet af få måneder får de danske skattemyndigheder et nyt og stærkt juridisk værktøj, som vil gøre det meget sværere for store koncerner og kapitalfonde at slippe for skat ved at overføre penge via skuffeselskaber i Luxembourg.
Den seneste tids afsløringer af multinationale selskabers omfattende brug af aggressiv skatteplanlægning har nu for første gang fået alle 28 EU-lande til at enes om en opstramning af de europæiske regler, som ifølge skatteminister Benny Engelbrecht (S) får »epokegørende« indflydelse på kampen mod skattely.
»Vi får et nyt redskab i værktøjskassen, som betyder kolossalt meget. Det er fantastisk glædeligt, at den aktuelle dagsorden nu har sat skub i en udvikling, ingen ville have troet mulig for bare et par måneder siden«, siger skatteministeren.
Komite afhører skattechef: »Hr. Nicholson, løj De for os, sidste gang De var her?«Han vil i løbet af denne uge tage kontakt til Folketingets partier med henblik på at få vedtaget et lovforslag, der udmønter de nye EU-regler, i løbet af foråret.
Ladeport skal lukkes
De europæiske økonomi- og finansministre vedtog i går et nyt direktiv, der kraftigt udvider kravet om automatisk udveksling af skatteoplysninger mellem medlemslandene. Samtidig enedes de om en revision af EU’s direktiv om beskatning af moder- og datterselskaber, som indfører en ny og obligatorisk misbrugsklausul i europæisk lovgivning.
Det sidstnævnte direktiv eksisterer for at sikre, at koncerner med datterselskaber i flere forskellige EU-lande ikke bliver stillet i en unfair situation ved at blive beskattet i flere medlemslande på en gang.
Problemet har været, at direktivet åbnede en ladeport for helt lovligt misbrug af reglerne ved at dirigere udbytte gennem skuffeselskaber i Luxembourg og videre til et internationalt skattely som for eksempel Caymanøerne.
Danske skattesager for milliarder
I Danmark har denne Luxembourg-finte har været brugt af kapitalfonde til at føre milliardbeløb fra blandt andre TDC og ISS skattefrit ud af landet, uden at skattemyndighederne kunne forhindre det.
Skat har i årevis haft store sager af denne type kørende mod 25 koncerner for et samlet beløb på op mod 18 mia.kr. De sager, der er indbragt for danske domstole, er i øjeblikket sat i bero, mens man afventer EU-domstolens vurdering af, om de danske myndigheders krav er i strid med EU’s direktiver. Der ventes en afgørelse fra den europæiske domstol i 2016.
EU på vej til at stoppe Goldman Sachs' Dong-finteDen nye misbrugsklausul vil ikke kunne gøres gældende i de verserende sager, oplyser Skat. Men vedtagelsen af klausulen vil styrke de danske myndigheders principielle sag, selv om den føres på grundlag af de gamle, mere uklare regler. Og så vil den nye klausul især gøre det meget lettere at vinde fremtidige sager af samme type, siger skatteministeren.
»Vi er ikke i tvivl om, at vi også kan vinde de nuværende sager. Men det er klart, at den nye misbrugsklausul vil stille os endnu stærkere i fremtiden«, siger Benny Engelbrecht.
Lektor: Vigtigt skridt
Lektor Niels Johannesen fra Københavns Universitet, som er ekspert i internationale skatteforhold, er enig:
»Det er selvfølgelig ikke enden på selskabernes skatteplanlægning. Men det er et vigtigt skridt til at ændre den nuværende situation, hvor man bare kan køre penge rundt i Europa uden nogen krav til substans i selskaberne«, siger han.
Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs brugte også Luxembourg-modellen, da den i januar købte aktier for 8 mia.kr. i det danske energiselskab Dong Energy. Under de gamle EU-regler kunne Goldman Sachs føre et udbytte fra Dong skattefrit ud af Danmark, via Luxembourg og til Caymanøerne.
Skat går på jagt i hundredvis af stjålne skatteaftalerSkatteministeren kan ikke direkte kommentere situationen for Goldman Sachs. Han efterlader dog ingen tvivl om, at de danske myndigheder vil udnytte mulighederne i de nye regler fuldt ud.
»Jeg vil ikke gå ind i enkelte sager. Men generelt kan jeg sige, at hvis der bliver gjort brug af selskaber skabt alene til gennemstrømning af penge, så vil det være Danmarks tilgang, at der skal opkræves kildeskat«, siger Benny Engelbrecht.
Der forventes et bredt flertal for de nye regler i Folketinget, men ikke mindst SF ser gerne endnu større stramninger.
»Vi er ikke i mål endnu. Det er ikke sikkert, at de nye EU-regler er nok. Jeg synes, at de virker for vagt formuleret«, siger SF’s skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen.
fortsæt med at læse



























