Krisen rammer ufaglærte mænd hårdt i øjeblikket. Og skaderne bliver permanente. I de kommende tre år vil 229.000 ufaglærte arbejdspladser forsvinde. Og selv om konjunkturerne skulle vende i 2011, vil mindst 122.000 ufaglærte job aldrig komme igen, viser beregninger fra det økonomiske sekretariat i de ufaglærtes forbund 3F. »De arbejdspladser, der er rykket til udlandet, kommer aldrig tilbage. De er tabt«, siger forbundsformand Poul Erik Skov Christensen, 3F. Det er job i fiskeindustrien, der forsvinder, når fisk bliver sendt til Polen for at blive fileteret, fordi polske arbejdere får lavere løn. Det er fabriksarbejderen ved samlebåndet, der bliver afløst af en robot, og kassedamen, som bliver overflødig, når kunderne selv skanner varerne ind. Ufaglærte bliver ramt dobbelt Arbejdsløsheden i februar steg til knapt 70.000 eller 2,5 procent. Det er en stigning på godt 5.000 siden januar. Der er blevet næsten 23.000 flere arbejdsløse siden sidste sommer. De ufaglærte bliver ramt dobbelt af både de dårlige tider og den almindelige udvikling i samfundet. Selv i gode tider forsvinder der ufaglærte job. I 1993 var der godt en million ufaglærte job i Danmark, men i 2005 var det tal dalet til under 850.000. I de ekstraordinært gode år – 2006-2007 – steg efterspørgslen efter ufaglærte, men det var kun en overgang. »Ud over de mange medlemmer, som har mistet arbejdet allerede, har godt 460 virksomheder sendt mellem 10.000 og 12.000 af medlemmerne på arbejdsfordeling, så tendensen er helt tydelig«, siger Poul Erik Skov Christensen. Minder om oliekriserne Danske Bank har sammenlignet den nuværende krise med andre økonomiske kriser siden 1970’erne. »Arbejdsløsheden stiger meget kraftigt i øjeblikket, og målt i forhold til oliekriserne er krisen nu lige så alvorlig«, siger cheføkonom Steen Bocian. Der er nemlig en markant forskel på situationen i 1970’erne og indledningen af 1980’erne.
Dengang kom flere kvinder og unge ud på arbejdsmarkedet, hvilket betød, at arbejdsstyrken voksede. Der var altså flere og flere, der dengang var på jagt efter et job, samtidig med at efterspørgslen efter medarbejdere gik ned. Derfor steg ledigheden mere end nu. Løkke: »Ikke nogen overraskelse« Regeringen placerer en stor del af ansvaret for arbejdsløsheden i udlandet. »De nye tal for ledigheden er desværre ikke nogen overraskelse, når man ser, hvordan nedgangen i den internationale økonomi har ramt danske virksomheders afsætningsmuligheder. Vi kan ikke forhindre en opgang i ledigheden, men regeringen er stærkt optaget af, hvad der fornuftigt kan gøres for at tage toppen af ledighedsstigningen«, kommenterer finansminister Lars Løkke Rasmussen (V).




























