Det skal være sværere og dyrere at fyre en ansat, der er sygemeldt med stress.
Det er budskabet fra juristernes og økonomernes forbund, Djøf, efter at de har vundet en sag mod et advokatfirma på vegne af en advokat, som blev fyret i kølvandet på en stresssygdom. Djøf, der har godt 80.000 medlemmer, er glad for sejren, men ikke helt tilfreds alligevel. LÆS OGSÅSkelsættende dom gør det sværere at fyre stressramte
»Sagen viser, at det er for nemt at fyre. De erstatningsniveauer, der er i funktionærloven, er ikke store nok til, at arbejdsgiverne holder sig tilbage. Det koster dem simpelthen ikke nok på pengepungen«, siger formanden for Djøf's overenskomstforening, Lars Qvistgaard.
Fyret trods lægeerklæring
I den konkrete sag afgjorde Østre Landsret, at en 32-årig advokat skulle have en kompensation på to måneders løn af advokatfirmaet, som fyrede ham.
En tung arbejdsbyrde kombineret med et lavt selvværd kulminerede i juni 2010, da advokaten måtte sygemelde sig fra sit arbejde med stress og depression og lade sig indlægge på en psykiatrisk afdeling.
Advokaten fik en lægeerklæring på, at han kunne vende tilbage til sit arbejde to måneder senere, dog på nedsat tid i de første uger.




























