De ansatte i Metroselskabet, som står for driften og byggeriet af den københavnske metro, arbejder uden at være dækket af en overenskomst.
Og det på trods af at selskabet er offentligt ejet af primært Københavns Kommune og staten. De fraværende overenskomster vækker undren og hård kritik fra flere sider af fagbevægelsen. »Man skal altid selv gøre det, man siger. Det sender et forkert politisk signal, når regeringen siger, at man støtter op om den danske model, vil bekæmpe social dumping og bakker op om overenskomster. Så er det paradoksalt, at man ikke sørger for, at der er overenskomster i 100 procent offentligt ejede selskaber«, siger Lizette Risgaard, næstformand i LO. Fagforeninger undrer sig Også fagforeningerne Djøf og HK undrer sig over fraværet af overenskomster: »Vi havde en klar forventning om, at et offentligt ejet selskab af egen drift ville indlede en dialog om en overenskomst. Vi har faktisk været ude hos Metroselskabet og forsøgt at få lov til at tale med de ansatte, men vi er aldrig kommet længere end til receptionen«, siger René Knudsen, formand for HK Service Hovedstaden. Metroselskabet stiller i forbindelse med byggeriet af Metro Cityringen krav til underentreprenører om, at alle arbejdere er ansat på vilkår, der ikke er ringere end danske overenskomster. Men Politiken kan i dag fortælle om udenlandske metroarbejdere, der ifølge 3F tjener ned til 64 kroner i timen og dermed er ansat på vilkår langt under danske standarder. Kommer som et chok I Metroselskabets bestyrelse sidder den tidligere LO-formand Hans Jensen og tre folkevalgte, blandt andre SF’eren Klaus Mygind. For ham kommer de manglende overenskomster som et chok: »Det overrasker mig og undrer mig meget, hvis der ikke er overenskomster. Vi har internt diskussioner om at undgå social dumping, og så regner jeg da med, at det helt basale er i orden«, siger Mygind.



























