Indlærte parader virker ikke, når slagene kommer fra en hel uventet kant. Det fik miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) at føle i løbet af de sidste 10 dage. Først angreb S hende på den jyske hjemmebane for at svigte landbrugserhvervet. Ikke så snart var den pareret, før BT dokumenterede, at hun lader sig trække rundt ved næsen af landbrugets svar på Tea Party bevægelsen, Bæredygtigt Landbrug. Og i går søndag fortalte Berlingske, at den ene professor efter den anden på Aarhus Universitet beskylder ministeren for at manipulere med de data, som hendes store julegave til landbruget, Fødevare- og Landbrugspakken fra december, ellers bygger på.
Oppositionen har krævet hende hængt op på nutidens parlamentariske svar på hjul og stejle, nemlig et hurtigt samråd.




























