En offentlig skueproces med åbne afhøringer af tidligere skatteministre, departementschefer og den øverste ledelse i Skat risikerer at lamme det hårdt prøvede inddrivelsesorgan. Det mener advokat og ekstern lektor i offentlig ret ved Aarhus Universitet Torben Bagge.
Udmeldingen kommer i forbindelse med, at en række hjemsendte skattechefer nu kræver åbne døre til en række tjenstlige afhøringer, hvor ansvaret skal placeres i skandalen om svindel med udbytteskat.
Derfor opfordrer Torben Bagge nu skatteminister Karsten Lauritzen (V) til at finde en mindre dramatisk løsning på sagen, inden den ender som en ny skattekommission eller høring, hvor hele Skats topledelse skal fokusere kræfterne på et langvarigt retsopgør på et tidspunkt, hvor Skat befinder sig i en dyb krise:
»Det, man kan frygte, er jo, at en sådan høring vil lamme driften af Skat på det værst tænkelige tidspunkt. Omvendt har de hjemsendte skattechefer krav på en fair behandling, og det er derfor, jeg mener, at ministeren måske i denne her helt særlige situation skulle overveje at frafalde sagerne mod de her tre tjenestemænd. Vi er i en situation, hvor Skat har brug for en effektiv ledelse, men den bliver svær at praktisere, hvis hele ledelsen skal til at stå skoleret i et eller andet procesforløb«, siger han. Det var netop med henvisning til behovet for at få Skat ud af krisen, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) argumenterede for at lade skattedirektør Jesper Rønnow blive i stolen på trods af skarp kritik fra Statsrevisorerne.
Det er det store magtpolitiske spil, der ofrer nogle små spillere i spillet, for at det store spil kan køre videre
»Jeg vurderede i efteråret, at Jesper Rønnows ansvar først og fremmest er at rette op på forholdene«, sagde skatteministeren til Politiken i februar.
Prominente navne på listen
Hvis sagen bliver gennemført under offentlig bevågenhed, kan der meget vel ende med at være prominente navne på afhøringslisten. Stine Gry Johannesen, der er advokat for den ene af de tre hjemsendte, vil ikke sætte navne på, men fastslår at »afhøringerne vil tage udgangspunkt i Rigsrevisionens beretning, og vi taler opad i systemet«, siger hun og afviser muligheden for, at sagen kan droppes: »Det kan jeg ikke forestille mig. Sagen er rejst for at vise handlekraft fra Skats side, og jeg kan ikke se, at de har nogen mulighed for retræte, hvis de skal bevare nogen form for troværdighed. Men jeg synes, at det ville være klædeligt, hvis de gør det«.
Det har ikke været muligt at få ministeren i tale, men i en mail skriver ministeren: »Jeg kommenterer ikke konkrete personalesager i pressen. I første omgang er de tjenstlige forhør et anliggende mellem Skat og de pågældende medarbejdere«.
Ministeren har dog tidligere understreget, at det konkrete ansvar hviler på de hjemsendte medarbejdere. I februar sagde ministeren: »Tidligere ministre har et ansvar. Jeg har et ansvar. Men det konkrete ansvar ligger i det ledelsesniveau, der nu er hjemsendt«.
En usædvanlig sag
Men det er usædvanligt, når systemet vælger at gå så langt, at embedsmændene forfølges med tjenestesager, der i yderste konsekvens kan føre til, at de hjemsendte chefer bliver afskediget, vurderer professor Peter Skærbæk ved Copenhagen Business School. Han forsker blandt andet i ansvarliggørelse af embedsmænd i forbindelse med skandalesager.
»Normalt plejer man at behandle forurettede embedsmænd ved at flytte dem til en stilling et eller andet halvanonymt sted, så man giver dem en økonomisk sikkerhed, så deres liv på det økonomiske plan kan komme til at fungere nogenlunde«, siger Peter Skærbæk og henviser til en række tidligere eksempler på, at embedsmænd er blevet flyttet ud i mindre synlige positioner.
Ifølge professoren, som i sin forskning har gennemgået mange års beretninger fra Rigsrevisionen, er det lige så usædvanligt, når embedsmændene nu slår tilbage ved at kræve åbenhed omkring deres sager. Sager, som i de fleste tilfælde bliver afgjort med administrative flytninger bag lukkede døre.
»De bliver sikret økonomisk, og så sidder de ofte tilbage med en indædt følelse af, at livet har været dem uretfærdigt. Det er det store magtpolitiske spil, der ofrer nogle små spillere i spillet, for at det store spil kan køre videre«, siger Peter Skærbæk.
fortsæt med at læse


























