POlitiken torsdag: Februar 2001: De danske forbrugeres sikkerhed kom i første række, da fødevareminister Ritt Bjerregaard kunne offentliggøre det første tilfælde af kogalskab i Danmark. Selv om det kostede dansk landbrug et stort tocifret millionbeløb, handlede fødevareminister Ritt Bjerregaard meget kontant, da der i februar sidste år blev fundet kogalskab på en gård i Nordjylland. Blot den mindste risiko for, at kød fra dyr med kogalskab lå i de danske butikkers kølediske, fik ministeren til at kræve alt oksekød trukket tilbage fra butikkerne. Der ville først være oksekød på hylderne igen, når slagterierne havde indført en ny slagtemetode, som sikrede, at de dele af kødet, som kan give den frygtede sygdom kogalskab (BSE) videre til mennesker, ville blive skåret fra. Den dramatiske aktion vakte enorm opmærksomhed sidste år. Men den kom flere år for sent. For kogalskaben havde sandsynligvis været i Danmark længe forinden, uden at myndighederne havde gjort noget for at beskytte danskerne mod frygten for kogalskaben. Hasardspil Siden 1996 havde de danske myndigheder spillet hasard med forbrugernes helbred. I marts 1996 blev det afsløret i England, at kød fra kvæg med kogalskab kunne smitte mennesker med en ny variant af den uhelbredelige dødelige hjernesygdom Creutzfeldt Jacobs. Og allerede dengang var det kendt, at en dansk ko sandsynligvis var blevet smittet med kogalskab i Danmark Alligevel rejste danske ministre og embedsmænd gang på gang til Bruxelles for at bekæmpe et EU-forslag, der skulle sikre forbrugerne bedre beskyttelse mod kogalskab. Landbruget støttede regeringens politik. Modstanden blev begrundet med, at Danmark var BSE-fri. Men allerede i 1995 blev der i Irland fundet kogalskab hos en danskfødt ko. En række eksperter, som Politiken har talt med, mener alle, at det er overvejende sandsynligt, at koen var smittet, inden den blev sendt til Irland. Koen havde kun været i Irland i godt 25 måneder, da sygdommen brød ud, og en så kort inkubationstid er ekstremt sjælden. Alarmklokkerne tav I dag ærgrer veterinærdirektør Preben Willeberg sig over, at Fødevareministeriet ikke på et langt tidligere tidspunkt fulgte EU-kommissionens forslag og indførte de nye slagtemetoder. Det vil have været en stor politisk beslutning, hvis Danmark skulle tage ansvaret for det irske tilfælde, siger Preben Willeberg, der først blev veterinærdirektør i efteråret 1999. »Set i lyset af det, der senere er blevet afklaret, var det næppe forsvarligt at kæmpe imod EU-forslaget. Men det er meget typisk for, hvad der er sket rundt om i Europa. Man havde en blind tiltro til, at BSE ikke fandtes i Danmark. Men det var mere en opfattelse, end det var en objektivt begrundet vurdering, og set i bakspejlet synes jeg, det er ærgerligt«, siger Preben Willeberg. Han peger dog på, at det også er meget lidt sandsynligt, at det første danske tilfælde af kogalskab skulle blive fundet på en gård i Irland, hvor sygdommen tidligere er blevet konstateret. Alligevel mener veterinærdirektøren, at alarmklokkerne burde have ringet. Men de tav. I stedet for at undersøge sagen til bunds fastholdt Veterinærdirektoratet og den danske regering, at Danmark var BSE-frit. Det fremgår blandt andet af en række referater fra møder i EU, samråd i Folketinget og notater til Folketingets Fødevareudvalg. Milliardregning Ved at fastholde Danmarks status som BSE-frit undgik Danmark at indføre EUs forslag om forbud mod risikomateriale. Forbuddet kunne ifølge en rapport fra 1997, som er lavet af en arbejdsgruppe under Fødevareministeriet, have kostet dansk landbrug over en milliard kroner. Tidligere fødevareminister Henrik Dam Kristensen kæmpede personligt imod forslaget, fremgår det af hans eget svar fra 1997 til Folketinget om sagen. »Da beslutningen blev behandlet på rådsmødet i juli 1997 argumenterede jeg for en regionalisering i dette spørgsmål, idet beslutningen er sagligt begrundet i de områder i EU, hvor der reelt er en risiko for overførsel af TSE-agens (smitstof, red.), men ubegrundet i andre områder, herunder Danmark«, skrev Henrik Dam Kristensen. Så sent som i december 1999 - to måneder før Danmark for første gang erkendte et tilfælde af kogalskab hos en danskfødt ko - kæmpede Danmark imod kommissionens forslag. Afvisningen af, at der var kogalskab i Danmark, hvilede på et meget tyndt grundlag. Gennem 1990erne levede Danmark nemlig ikke op til EUs krav om, hvor mange dyr der årligt skulle testes for kogalskab. »Man kan sige, at Danmark i det hele taget havde en svag dokumentation for at sige, at vi var fri for BSE. Vi havde ikke et aktivt overvågningssystem, hvor man systematisk testede højrisikodyr«, siger Preben Willeberg. Alvorlig trussel Samtidig udgjorde lidt over 1.000 stykker kvæg, der var importeret til Danmark fra Storbritannien, en alvorlig trussel mod hele den danske kvægbestand. De 1.000 dyr blev importeret i 1980erne, hvor kogalskaben rasede i England, og allerede i 1992 fandt de danske myndigheder kogalskab hos et af de britiske dyr. »I virkeligheden var det den første advarsel, hvor man allerede dengang kunne sige, at hvis den kan få kogalskab, så kan de andre 1.000 britiske dyr også. Det er meget sandsynligt, at det er de dyr, der har bragt smitten ind i landet«, siger Preben Willeberg. I en EU-rapport fra sidste år bliver det anslået, at der sandsynligvis var mindst fem smittede dyr i Danmark i 1992, og at antallet steg frem til 1995, hvor det stabiliserede sig. Men på trods af, at et af de engelske dyr blev konstateret smittet allerede i 1992, gjorde de danske myndigheder indtil 1996-97 intet for at opspore dem. I stedet indgik de i den danske produktion på lige fod med alle andre dyr. En del af dem kan være endt som kød- og benmel i foder og kan dermed have givet eventuel smitte videre til andre dyr. Ingen risiko De engelske dyr blev simpelthen ikke betragtet som nogen risiko. Det understreger den tidligere veterinærdirektør Erik Stougaard blandt andet i marts 1995 i et brev til statskonsulenten på den danske ambassade i Japan. Japanerne havde bedt om en garanti for, at de ikke fik kød fra engelske dyr, hvis de importerede oksekød fra Danmark. »Såfremt Veterinærdirektoratet registrerer de pågældende dyr samt pålægger ejerne særlige forholdsregler i forbindelse med slagtning, vil det kunne medføre dels offentlig debat i Danmark, dels medføre krav om erstatning«, skriver Erik Stougaard. Først i 1996 blev de tilbageværende 309 engelske dyr opsporet og sat under overvågning. Samtidig blev ejerne pålagt ikke at sende dyrene på slagteriet, men til destruktion, når de døde. Der findes ingen informationer om, hvor de øvrige 734 dyr er endt.