Miltbrandpatent slækket efter pres

USAs myndigheder har købt stort ind af miltbrandpillen siden den biologiske terror spredte sig i USA. - Foto: AP
USAs myndigheder har købt stort ind af miltbrandpillen siden den biologiske terror spredte sig i USA. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Den tyske medicinalgigant Bayer blev presset til at sælge sin miltbrandmedicin til den amerikanske regering med voldsom rabat. Både den amerikanske og canadiske regering havde truet med at købe kopiprodukter, hvis ikke Bayer sænkede prisen dramatisk. Og det gjorde tyskerne så, med det resultat at Bayers aktier torsdag faldt med næsten syv procent. EU's udviklingskommissær hilser udviklingen velkommen. »Den sag giver en mere komplet belysning af problemets karakter. Det fremgår pludselig, at andre end u-landene kan have behov for billigere produkter«, siger udviklingskommissær Poul Nielson, der ikke mener, at der er grund til at ændre EU's politik på området. »EU har i forvejen lagt en linie, der giver fleksibilitet i fortolkningen af WTO-reglerne«, siger han. Piller til rabatpris Medicinalkoncernen Bayer producerer Cipropillen, som er det mest virksomme præperat mod miltbrand. Og den har et internationalt patent, der udløber i 2003. Normalt sælges tabletterne for næsten fem dollar stykket, men Bayer havde i lyset af den omsiggribende frygt for miltbrand, som indtil nu har slået tre amerikanere ihjel, i første omgang tilbudt den amerikanske regering pillerne til en rabatpris på 1,77 dollar pr. pille. Den amerikanske sundhedsminister Tommy Thompson ville imidlertid have prisen endnu længere ned. Og det fik han. Natten mellem onsdag og torsdag lavede den amerikanske regering og Bayer en aftale om køb af 100 millioner Cipro-piller til under en dollar stykket - 95 cent. De fik oven i købet en option på at købe yderligere 200 millioner piller til samme pris. Regler ikke brudt Den amerikanske regerings pres på Bayer sætter fokus på værdien af internationalt patent, men i Lægemiddelindustriforeningen finder vicedirektør Poul Erik Pyndt det helt afgørende, at patentet til Cibropillen ikke blev brudt, som den amerikanske og canadiske regering lagde op til. »Vi var ikke i en situation, som berettiger til at bryde patentreglerne. Der er mulighed for at udstede tvangslicenser, men miltbranden i USA er ikke grund nok. Prisen på en patenteret medicin kan altid diskuteres. Og medicinalvirksomhederne skal jo heller ikke udnytte en pludseligt opstået situation, hvor efterspørgslen over en weekend stiger voldsomt«, siger Poul Erik Pyndt. Han vurderer, at det havde været meget skadeligt, hvis USA og Canada var begyndt at købe kopiprodukter på grund af nogle få miltbrandtilfælde. »Effekten vil være, at incitamentet til at udvikle nye produkter ville blive mindre i fremtiden. Mulighederne for at få udviklingsomkostningerne hjem i en periode med patent ville blive forringet. Og på langt sigt ville det gå ud over fremtidens patienter«, siger han. Kopi-medicin Sagen om prisen på de patentbeskyttede Cipropiller er pikant, fordi både USA og Canada for et halvt år siden var på krigsstien over for den sydafrikanske regering, da den ville købe billig kopimedicin til landets aids-ramte. Dengang var der tale om medicin, der blev produceret af vestlige medicinalvirksomheder med patent. I u-landene, hvor millioner er døde af aids, har myndighederne imidlertid ikke råd til at købe den patenterede medicin. I USA skulle der blot tre dødsfald til at få den amerikanske regering til at true med at købe kopimedicin.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her