Fattigste u-lande gidsler i magtkamp

Anti-WTO demonstranter i lobbyen på Sheraton i Doha, Qatar. - Foto: AP
Anti-WTO demonstranter i lobbyen på Sheraton i Doha, Qatar. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Intern splid og magtkampe blandt udviklingslandene risikerer at ødelægge de fattiges forhandlingsposition, når medlemmerne af Verdenshandelsorganisationen WTO i dag for alvor tager fat på deres møde i Qatars hovedstad Doha. Flere forhandlere peger på, at især to grupper af udviklingslande trækker i hver sin retning. Hænger i gamle aftaler På den ene bred står store lande som Indien og Malaysia, der ikke vil høre tale om ny runde af handelsforhandlinger, før løfterne i den gamle såkaldte Uruguay-runde er opfyldt. Landene kræver især, at USA og EU - som lovet - begrænser deres statsstøtte til landbruget og åbner grænserne for de fattiges produkter inden for især landbrug og tekstiler. Det er indtil nu ikke sket. Tværtimod. Andre klar til ny runde På den modsatte bred står flere sydøstasiatiske lande og de mest markante lande i Afrika, formentlig med Sydafrika i spidsen. For dem er det ikke længere en umulig tanke at tilslutte sig en ny runde, hvis bare EU og USA giver sig en smule. Kan ikke gennemskue regler og dokumenterne Tilbage står den store gruppe af Afrikas allerfattigste lande syd for Saharas ørken, der fortvivlet forsøger at finde fodfæste. Mange af landene har hverken mandskab eller knowhow til at gennemskue de kilovis af dokumenter, som danner grundlag for Qatar-mødet. Og de stærke udviklingslande forsøger nu hver især at trække dem over i deres lejr. Birger Riis-Jørgensen, chef for den danske delegation i udenrigsminister Mogens Lykketofts fravær, ser et stort behov for at bakke de allerfattigste lande op. »Vi kæmper for, at vi denne gang får en udviklingsrunde, der især koncentrerer sig om at give udviklingslandene større markedsadgang«, siger han. Appel om samarbejde Da WTO-mødet i går blev officielt åbnet, sendte organisationens generaldirektør Mike Moore en stærk appel til medlemslandene om at vise større samarbejdsvilje end i Seattle, hvor WTO's seneste topmøde i 1999 brød sammen. »Denne gang er vi meget bedre forberedt, men der er fortsat dyb splittelse mellem os. Hvis ikke dette møde bliver en succes, vil det gå hårdest ud over de fattigste udviklingslande«, sagde Mike Moore og mindede forsamlingen om, at afmatningen i verdensøkonomien kan få de fattige landes eksport til at falde ti procent i år. Halvkvalt happening Uden for mødelokalet havde to håndfulde græsrødder fået lov til at arrangere en halvkvalt happening. Skilte med ordlyden »ikke mere WTO« og »WTO er udemokratisk« blev holdt op til ære for pressen, mens gruppen tavst klistrede papir for munden for at demonstrere, hvor svært det er for dem at komme til orde i den arabiske ørkenstat. »Det er en skandale, at vi bliver holdt uden for indflydelse«, siger Francois Dufour, vicepræsident for bevægelsen Attac, til Politiken. Demonstrationer flere steder Andre steder i verden blev der demonstreret mod WTO-topmødet i går. Der var demonstrationer i blandt andet Washington, New Delhi, Bangkok og Manila. Kun 600 NGO'er har fået lov til at sende en repræsentant til mødet. Næsten halvdelen af dem har opgivet rejsen på grund af strenge sikkerhedskrav og mødets isolerede placering. Samtidig har frygten for terror efter angrebet på USA 11. september betydet, at kun 2.600 delegater er mødt op mod de 4.000 annoncerede. Også staben af journalister er kraftigt reduceret. 800 journalister er til stede i Doha mod knap 3.000 i Seattle.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her