Det var striden om, hvor meget af lønnen der skal forhandles på den enkelte arbejdsplads, som tirsdag aften satte en stopper for forhandlingerne om nye løn- og arbejdsvilkår for knap 650.000 ansatte i kommuner og amter. »Medarbejderne synes ikke, Ny Løn fungerer tilfredsstillende. Jeg tror også på, at arbejdsgiverne har en erkendelse af, at det ikke fungerer så godt«, sagde Poul Winckler, som er de ansattes forhandlingsleder. KL uenig Det er arbejdsgiverne uenige i. »Det er vores indtryk, at det fungerer på langt de fleste punkter«, sagde Ole Andersen (S), borgmester i Gladsaxe. Forhandlingerne handler om, hvor meget blandt andre hjemmehjælpere, skolelærere, sygeplejersker og speciallæger skal have i løn, og hvordan deres arbejdsvilkår skal være de næste år. Modstand fra ACere og lærere Begge parter beklagede sammenbruddet. Og selvom Poul Winckler understregede, at det var hele KTO - det er forhandlingsfællesskabet for de kommunale tjenestemænd og overenskomstansatte - der havde sagt nej, så var det især modstanden fra lærerne og akademikerne, som sluttede forhandlingerne. »Det er ingen hemmelighed, at lærerne er dem, der har givet kraftigst modstand«, sagde Ole Andersen. Arbejdsgiverne ville have, at 2,2 procent af den samlede lønsum - eller godt 20 procent af den lønstigning, som var i udsigt - skulle lægges ud til lokale forhandlinger. Men lønmodtagerne ville ikke give sig mere end til højst 1,5 procent af den samlede lønsum. Det er nogenlunde det samme som det seneste forlig fra 1999. Den overordnede lønstigning skulle være på mellem 9 og 10 procent, inklusive den såkaldte reguleringsordning. Individuel løn Ny Løn, som lønsystemet hedder, betyder groft sagt, at medarbejderne får en grundløn plus en løn afhængig af, hvad de kan og yder. Arbejdsgiverne kan bruge lokallønnen til at rekruttere og fastholde medarbejdere. For de lavestlønnede kan det samtidig være en fordel, at en del af lønnen skal forhandles lokalt, fordi de så kan de referere til de øremærkede penge. Men for de højestlønnede kan en på forhånd afsat pose penge være en hæmsko for lønnen. Dertil kommer, at generelle lønstigninger giver forholdsvis flere kroner til en højtlønnet. Nogle mener, at lokale forhandlinger også vil være til ugunst for de svageste ansatte. Og endelig mener andre, at de simpelthen bliver snydt for de penge, som tidligere blev afsat til lokale forhandlinger, fordi arbejdsgiverne ikke bruger dem eller nøler med at få dem op af lommen. Paradoks »Det er ejendommeligt, at de højtlønnede går imod. De skulle netop kunne udnytte mulighederne i det nye lønsystem. Det er også paradoksalt, at nogles utilfredshed går på, at der lægges for mange midler ud, når de samtidig lokalt klager over, at der er for lidt at forhandle med«, siger Jørgen Steen Madsen, som er forskningsleder på FAOS på Københavns Universitet. Hvis parterne skal opnå forlig, skal de begge blive klogere, siger han. »Organisationerne skal finde ud af et råderum, der batter noget. Og arbejdsgiverne skal finde ud af, at lønmodtagerne ikke er en stor, grå masse. Deres forskellige arbejdsforhold gør, at nogle har brug for individuelle og andre mere gruppebaserede aftaler«.