Herhjemme er det en ufravigelig menneskeret, at en lønmodtager kan organisere sig i den fagforening, han eller hun lyster. Den rettighed nyder medarbejdere på A.P. Møller-virksomheden Maersk Medicals danske afdelinger i Osted og Hårlev godt af. Må ikke stå i fagforening Ganske anderledes ser det ud for 800 ansatte i virksomhedens filial i Sungai Petani i Malaysia. De ønsker at være medlem af gummiarbejdernes fagforening Rubber Products - men det må de ikke. »Vi mener ikke, at gummiarbejdernes fagforening er kompetent i forhold til vores virksomhed. Maersk Medical producerer hospitalsudstyr, og det er jo ikke helt det samme, vel?«, siger koncerndirektør Ole Weiling fra Maersk Medical. Koncerndirektøren vil derudover ikke kommentere den konkrete sag, der for halvanden måned siden fik Fagbevægelsens Internationale Forum (AIF) - en organisation bestående af danske fagforbund og individuelle medlemmer - til at klage til de danske myndigheder over Maersk Medicals praksis i Malaysia. Behandles i udvalg Klagen bliver lige nu behandlet i Kontrapunktudvalget i Beskæftigelsesministeriet. Det har til opgave at sørge for, at OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder overholdes. En af retningslinierne, som 33 lande inklusive Danmark har skrevet under på, lyder, at virksomhederne skal respektere medarbejdernes ret til at organisere sig i en fagforening. Pinligt for A.P. Møller »Sagen er meget pinlig for A.P. Møller. Det er en krænkelse af både menneskerettigheder og af de internationale retningslinjer, når Maersk Medical hindrer de malaysiske ansatte i at organisere sig i den fagforening, de ønsker«, siger formand Anna Diemer fra AIF i Roskilde Amt, der står bag klagen. Også de ansatte i virksomhedens danske afdelinger er gået aktivt ind i kampen. Langtrukken sag Sagen om de 800 malaysiske ansatte startede i 1988. Selv om de malaysiske myndigheder ikke bryder sig om fagforeninger - og det er hverdagskost at fagligt aktive både overvåges og forfølges - fik de alligevel lov til at organisere sig i gummiarbejdernes fagforening. Det ville de dengang amerikanske ejere dog ikke acceptere og ankede afgørelsen. I 1994 gav domstolene medarbejderne ret, men den dom ankede virksomheden til Højsteret - der omstødte dommen - og dømte fagforeningen uønsket. De ansatte har anket Højesterets omstødelse, og mens de venter på svar, har fokus rettet sig mod Maersks rolle. Burde have stoppet sagen Kritikerne mener, at Maersk Medical, der har stået som ejere af virksomheden de seneste fire år, burde have stoppet sagen. »Maersk Medicals kan bare give dem lov til at organisere sig i gummiarbejdernes fagforening. Men ledelsen mener ikke, at de ansatte skal organisere sig. Den accepterer ikke en fagforening som modpart ved forhandlingsbordet, fordi det kan koste penge i form af højere lønninger. Uden faglige organisationer er det nemmere at holde folk nede«, siger Anna Diemer fra AIF. Hun bakkes op af Frank Aaen, tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten og formand for Foreningen Kritiske Aktionærer. 'Flovt' »Det er meget flovt for Maersk, der sætter sin etik på spil. Virksomheden kunne for længst have bragt orden i sagen«, siger han. Også Erik Nielsen, der er LO's repræsentant i Beskæftigelsesministeriets Kontrapunktudvalg, betegner sagen som »betænkelig«. Maersk afviser Maersk Medicals koncerndirektør Ole Weiling afviser kritikken: »Sagen verserer stadig. Vi er nødt til at følge domstolenes afgørelse om, at fagforeningen er uønsket«. Men vil Maersk gerne have organiserede medarbejdere i Malaysia? »Ja, det er deres ret - også i forhold til den malaysiske lov. Den ønsker vi ikke at bryde«. Hvis nu de malaysiske ansatte lavede deres egen fagforening, ville I så acceptere den som en forhandlingspartner? »Det er lidt svært at svare på, for sådan ser det jo ikke ud«, slutter Ole Weiling. Beskæftigelsesministeriets Kontaktpunktudvalg behandler sagen på et møde tirsdag.