Chefen er et uhæderligt, grådigt og overbetalt svin. Sådan er det. I hvert fald i det meste af Europa. Den amerikanske finansavis Wall Street Journal har spurgt 12.657 europæere i 14 lande om deres holdning til erhvervsledere. Danmark er undtagelsen Svarene viser med al tydelighed, at chefernes omdømme er på retur. Det kan godt være, at de var heltene i 1990'erne, da aktiekurserne steg og steg. Men i dag er de tydeligvis skurkene, lyder det stort set enstemmigt i alle landene. Bortset fra et: Danmark. Danskerne skiller sig afgørende ud fra resten af europæerne, når de skal give karakter til erhvervslederne. Hvor borgerne i de 13 andre lande er stærkt kritiske over for cheferne og har mistet respekten for dem, er billedet diametralt modsat i Danmark. Chefernes løn er ok Det mest slående eksempel er holdningen til cheflønninger. Mens 70 procent af alle deltagere i undersøgelsen synes, at cheferne er overbetalte, gælder det kun for 16 procent af danskerne. Tværtimod synes 51 procent af danskerne, at cheflønningerne er tilpas. For hele Europa er tallet kun 22 procent. Tillid til chefen Danskerne har også meget mere tillid til deres chefer, end resten af europæerne har. Hvor 83 procent af europæerne siger, at cheferne primært er optaget af at sikre egne interesser, er danskertallet kun 58 procent. Tradition for samarbejde Tallene overrasker ikke Flemming Poulfelt, der er professor i strategi og ledelse på Handelshøjskolen i København. Der er en særlig dansk tradition for samarbejde, som ikke i samme udstrækning går igen i de andre lande. »Den demokratiske tradition i Danmark smitter tydeligt af på virksomhederne, hvilket gør, at der ikke er særlig langt fra top til bund. Det giver et andet og meget mere tillidsfuldt forhold til virksomhedernes ledere«, siger Flemming Poulfelt. Han peger blandt andet på den hyppige brug af samarbejdsudvalg som en forklaring på, at danskerne har en meget stor tillid til cheferne. 'Danske ledere er åbne' »Danske ledere er meget mere åbne om virksomhedens vilkår end de fleste andre. Og så har de efterhånden lært, at det kræver god ledelse at holde på medarbejderne i en tid, hvor der er optræk til mangel på kvalificeret arbejdskraft«, siger Flemming Poulfelt. Og så er der jo også lige det med lønnen. Danske erhvervsbosser er tilsyneladende ikke blevet ramt af samme grådighed som deres udenlandske kolleger. Danske chefer er lavtlønnede Faktisk ligger værdien af de danske chefers lønningsposer typisk 20-30 procent lavere end i resten af Europa, siger Peter Levin fra headhunter-firmaet Egon Zehnder International. Tidligere Novodirektør Mads Øvlisen, som nu er formand for medicinalselskabet, anses af Flemming Poulfelt for at være indbegrebet af den vellidte chef. Og Øvlisen har da også registreret et særligt dansk forhold: »Vi er et lille og meget homogent land. Hvis du bliver direktør, kan manden på gulvet i fabrikshallen nemt have været din bedste kammerat i skolen. Og så er der jo janteloven: Du skal ikke tro, du er noget«, siger Mads Øvlisen til Wall Street Journal.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























