Vismændenes økonomiske rapport, der udkommer mandag i næste uge, slår en hegnspæl ned i skattedebatten. Der er næppe tvivl om, at vismændene anbefaler skattelettelser på personskatten, men det kan kun gennemføres gennem en radikal ny skattereform, der omfordeler ressourcerne. Kigger man alene på den nuværende bundskat, som betales af alle danske skatteydere, så bør den i princippet sættes op fra aktuelt 5,5 procent til 7,9 procent, hvis der vel at mærke skal være råd til at betale for sygehuse, ældrepleje, arbejdsløse, folkeskoler osv. Det skyldes, at der bliver væsentligt færre erhvervsaktive danskere til at forsørge flere ældre i fremtiden. De økonomiske vismænd fremlægger regnestykket i den økonomiske rapport som illustration af, hvor vanskeligt det er at nedbringe personskatterne. Hvis det overhovedet skal komme på tale, må regeringen ifølge vismændene skære dybt i de offentlige udgifter og/eller hente friske penge ved at hæve skatterne andre steder, f.eks. ejendoms- og jordskatterne. Men skattestoppet og uddeling af gode gaver i finanslovforliget mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti understreger, at regeringen næppe vil følge vismændenes anbefalinger. Alene skattestoppet koster ifølge vismændenes beregninger tabte indtægter på knap ni milliarder kroner årligt, penge som kunne være anvendt til målrettede sænkninger i personskatten. Samtidig skærper den nu indførte ældrechek den offentlige sektors fremtidige finansieringsproblem, men den belastning har vismændene ikke nået at regne på. Vismændene har også den pointe, at en skattesænkning i den nuværende konjunktursituation risikerer at føre den danske økonomi lukt ud i overophedning, fordi der er meget få ledige ressourcer i dansk økonomi. Ledigheden er på det laveste niveau i næsten 30 år - og en ufinansieret skattesænkning risikerer blot at føre til øget efterspørgsel med lønpres og inflation til følge. Bortset fra vismændenes kendte kritik af skattestoppet og lige så kendte skepsis over for regeringens tro på at kunne øge beskæftigelsen med 85.000 frem til 2010, så er der enighed om de basale udfordringer, der følger af befolkningsudviklingen. Og det vil sige, at uanset hvordan man vender og drejer argumenterne, så er der særdeles behersket rum for skattelettelser de næste 30-40-50 år. 50 år uden skattelettelser, ja, man tror, det er løgn, men det er logikken i den type beregninger, og ganske få økonomer tør anfægte den visdom af frygt for at få tatoveret ordet uansvarlig i panden. Man kan derfor let overse, at Danmark er et af de lande i den vestlige verden, som har den letteste forsørgerbyrde at løfte fremover, alligevel er der en enestående enighed om, at selv små ufinansierede skattelettelser på 5-10 milliarder kroner er fy fy. Cheføkonom Helge Pedersen har fra storbanken Nordea som en af de få forsøgt at problematisere den herskende tankegang. Han kommer i et regneeksempel frem til, at hvis man over de næste otte år brugte en procent af samfundsproduktionen (BNP) eller ca. 14 mia. kr. på ufinansierede skattelettelser, ville vores offentlige gæld være 33 procent af BNP i 2010 i stedet for 26 procent af BNP. Helge Pedersens pointe er, at den danske gældsbyrde er ingenting set i lyset af andre landes gældsbyrde. Når man samtidig ser, hvilke argumenter regeringsøkonomer selv bringer på banen for at opretholde kravet om millimeterpræcis styring af den offentlig gældsafvikling, kan man godt få den tanke, at cheføkonomen har ret. I den nyligt offentliggjorte finansredegørelse vurderer regeringsøkonomerne, at danskernes levealder stiger med to-tre år i gennemsnit frem til 2050, og det »modsvarer, at der aktuelt afsættes 0,6 procent af BNP eller 8-9 mia. kr. på de offentlige finanser til at finansiere den medfølgende effekt på de offentlige finanser«, hedder det i redegørelsen. Med andre ord afhænger den førte skattepolitik i dag bl.a. af, hvordan det kan tænkes at gå med danskernes levealder om 50 år. Hvor surrealistisk kan det blive.