Når danske industrivirksomheder slår dørene op i udlandet, hyrer de i stadig højere grad højt uddannet arbejdskraft frem for den klassiske ufaglærte industriarbejder. Samtidig har danske virksomheder i stigende grad fokus på at lægge dele af deres forsknings- og udviklingsselskaber i udlandet. Ny tendens En undersøgelse, som Dansk Industri (DI) har foretaget i samarbejde med Handelshøjskolen i København, viser en ny tendens i danske virksomheders ekspansion i udlandet, siger DI's administrerende direktør, Hans Skov Christensen: »Det viser, at vi må gøre op med myten om, at det kun er os her i Danmark, der har viden, og det er landene i Asien, der skal levere den billige arbejdskraft. Den holder ikke længere«. DI's undersøgelse viser overraskende nok, at medarbejderne i danske virksomheders udenlandske datterselskaber har et højere formelt kvalifikationsniveau end medarbejdere, der er ansat i det danske moderselskab. For eksempel er 26 procent af virksomhedernes ansatte i udlandet højtuddannet arbejdskraft, mens det kun er tilfældet for 18 procent af de ansatte i Danmark. Tilsvarende er kun 37 procent af medarbejderne i udlandet ufaglærte, mens tallet er 45 procent for medarbejderne i Danmark. Henter omsætning i udlandet Danske industrivirksomheder henter allerede i dag 82 procent af deres omsætning i udlandet - tallet var 54 procent for 15 år siden - og eksistensen af udenlandsk arbejdskraft, der både er billig og veluddannet, kunne ligne begyndelsen på enden for industriproduktion i Danmark. Men Hans Skov Christensen og DI fastholder, at udviklingen grundlæggende er sund og til gavn for alle parter. »International arbejdsdeling og global markedsadgang giver samlet fremgang i økonomi og velstand, og jo hurtigere og bedre vi er til det, jo mere vækst og indkomst skaber vi«, siger han. Han underbygger synspunktet med, at de danske virksomheder, der er engageret internationalt, er bedre til at fastholde beskæftigelsen på deres danske arbejdspladser. Således er industriens samlede beskæftigelse faldet med cirka otte procent fra 1996 til 2002, mens den kun er faldet med tre procent i de virksomheder, der er aktive i udlandet. Ufaglærte bliver ramt Udflagningen af danske virksomheder har traditionelt ramt ufaglærte hårdest - det vidner for eksempel udviklingen i tekstilindustrien i de sidste 20 år om. Men en ny rapport fra BAT-kartellet, der er talerør for ufaglærte bygge-, anlægs- og træarbejdere, viser, at det ikke er gået så slemt for sig i træ- og møbelindustrien som frygtet. »De danske træ- og møbelvirksomheder har været gode til at omstille sig, men udfordringen ligger i at blive stadig bedre til at optimere produktionen og derved fastholde arbejdspladser«, siger sekretariatschef Gunde Odgaard fra BAT-kartellet. En central udfordring er at nedbringe spildtiden i produktionen - ifølge rapporten går 51 procent at tiden i en typisk træ- og møbelvirksomhed med at klargøre, transportere, samtale, gå, vente eller simpelthen være borte. Altså alt andet end produktion.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sofie Gråbøl: »Jeg kommer aldrig til at opleve det igen«
-
Dramatiske kaffetal i hjemmeplejen udløser alarmklokke
-
»Nu fylder jeg 70, og det synes jeg faktisk er klamt«
-
Med et enkelt ord var hun med til at ændre verdenshistorien
-
Nedsmeltning udløser debat om spærregrænsen
-
Det første, der møder mig i den danske pavillon, er en kvinde med enorme silikonefyldte bryster
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Michael Jarlner
Debatindlæg af Trine Ring




























