Investeringer uden snærende bånd til banken

Lyt til artiklen

Den netop startede investeringsforening Independent Invest går, som navnet antyder, sine egne veje. Foreningen er helt uafhængig og kaster sig på egne ben ud i konkurrencen med de store bankers egne foreninger. Uafhængigheden er et markant brud med traditionen for danske investeringsforeninger, der på grund af bankernes rolle som betalt leverandør af rådgivning, aktiehandel og markedsføring bliver beskyldt for at være rene pengemaskiner. »Vi er positive over for initiativet, fordi de er uafhængige, og vi håber, de får succes«, siger direktør i Dansk Aktionærforening, Claus W. Silfverberg. Uafhængigheden er den største udfordring Men netop uafhængigheden er også Independent Invests største udfordring. Den forening, som har det største markedsføringsbudget, det største antal bankfilialer og de fleste sælgere at læne sig op ad, tiltrækker flest investorer. Uanset om de gør det godt eller skidt. »De fleste private investorer vælger den forening, som banken peger på, og det er akilleshælen«, siger direktør i Dansk Aktionærforening, Claus W. Silfverberg, med henvisning til, at Danske Bank anbefaler kunderne at investere i Danske Invest, Nordea peger på Nordea Invest som det bedste bud og så fremdeles. Direktør og initiativtager til foreningen Henrik Tiedemann erkender, at den salgskraft, som de store banker disker op med, er en stor udfordring for foreningen. Mund til øre-metoden Men han tror på succes efter mund til øre-metoden. Allerede nu har investorer kastet omkring 50 millioner kroner i foreningen. På grund af koncentrationen på bankmarkedet mener han, der er plads til udfordrere. »Der er et helt naturligt behov for, at bankerne skal have andet end deres egne foreninger. Hos os kan investorerne gennemskue, hvad der sker, fordi vi ikke er bundet op på andre. Men distributionen er helt klart udfordringen«, siger Henrik Tiedemann, der har 12 års erfaring fra sin egen finansielle rådgivningsvirksomhed og en fortid i Danske Bank. Henrik Tiedemann og foreningens bestyrelse, direktør Poul Erik Pedersen fra Rockwoolfonden, ambassadør Henning Kristiansen og advokat Jørgen Cadovius, er alle investorer i foreningen. Rettet mod velstående investorer Independent Invests investeringsbeviser koster 50.000 kroner stykket, og dermed retter de sig ifølge Dansk Aktionærforening primært mod velstående investorer. Målet er, at foreningen skal opbygge en kapital på mindst 100 millioner kroner, så de faste omkostninger ikke vejer for tungt i regnskabet. Investeringsstrategien er primært at gå efter virksomheder i hele verden, der tjener penge på driften, og som har en solid kapital.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her