Disney vil tage internettet i brug som leveringskanal. Koncernens mange film skal fra næste år ud både til computerne i børneværelserne og til kommende bærbare enheder med skærm og harddisk. Microsoft skal hjælpe med arbejdet - blandt andet ved at levere den teknologi til kopibeskyttelse, som hidtil har afholdt filmstudierne fra at bruge nettet. De to giganter indgår derfor nu et formelt samarbejde om sagen. Musikindustriens erfaringer skræmmer »Disney vil ikke have, at det går filmindustrien som det gik musikindustrien«, siger Will Poole, vicedirektør i Microsoft, til Reuters, med henvisning til, at musikindustrien har mistet salg og mener, at det skyldes piratkopiering blandt andet via internettet. Disney vil både sælge sine film både via egen hjemmeside og via andres. Microsoft har tidligere lavet en lignende aftale med Time Warner.
Disney og Microsoft vil levere film via nettet






























