Dansk jobvækst truet i skrækscenarier

Lyt til artiklen

En stigning i udlandets rente på et procentpoint. En nedgang i udlandets økonomiske vækstrate på to procentpoint. Eller hvad med en stigning i olieprisen fra de nuværende 45 til 62 dollar per tønde? For slet ikke at tale om et decideret kollaps i dollaren. Hver især er det ubehagelige scenarier, som kan bremse jobvæksten i Danmark fuldstændig. Og skulle bare et af de fire scenarier vise sig at blive realiseret, vil ledigheden blive cementeret på de aktuelle 173.000, og ikke falde med de 15.000-20.000, der er lagt op til i løbet af et år. Opsparede spændinger Umiddelbart ligger det ikke kortene, at det kommer til at gå så galt for den globale økonomi eller for Danmark. Kigger man de økonomiske prognosemagere over skuldrene, ånder der - for det meste - fred og ingen fare. Langt de fleste forudser et stille og roligt 2005, hvor økonomien ganske vist udvikler sig lidt langsommer end i år, men hvor der alligevel er nok drev i både forbruget, eksporten og investeringerne til at skabe mange tusinde flere danske job. Alligevel skal man ikke udelukke, at flere års opsparede spændinger i den globale økonomi vil få dramatiske følger et eller andet sted i verden i 2005, og måske også i Danmark. På kanten af recession Og der findes da også velanskrevne økonomer, der ikke deler det tilforladelige billede af verdensøkonomien. Eksempelvis cheføkonom Stephen Roach fra det store amerikanske finanshus Morgan Stanley. Han har fast medlemskab af pessimisterne økonomklub og var derfor i hopla, da teksten skulle udlægges på et møde i Kinas hovedstad, Beijing, for nylig. »Verden bevæger sig på kanten af en recession (et økonomisk tilbageslag, red.). Så hvis der ikke sker yderligere med oliepriserne eller med andre nøglefaktorer, er der en god risiko for en recession næste år«, sagde han. 30-62 dollar for olien Stephen Roach peger på, at en oliepris på 50 dollar per tønde, som er lidt over det nuværende niveau, er lig med en stigning på 65 procent i oliepriserne i forhold til de foregående fire år. »I mine øjne er det et regulært olieprischok«, sagde han. På den baggrund forudser Stephen Roach, at USA og Japan kun kan regne med at vokse med 1,5 procent næste år. Det er et bud, som ligger to procentpoint under prognosernes gennemsnit på 3,4 procent for USA. Men at usikkerheden er enorm, vidner spændet i prognoserne for oliemarkedet om: fra et minimumsbud på 30 dollar per tønde til et maksimum på 62 dollar per tønde i løbet af næste år. Dollaren giver også økonomerne hovedbrud. At en dollar i dag handles så lavt som 5,62 kroner, lå ikke i prognoserne, men i virkeligheden er det ikke en overraskelse. Den internationale valutafond (IMF) har i årevis advaret om, at ubalancerne i USA's økonomi er uholdbare, men Bush-regeringen har intet gjort for at rette op på de offentlige finanser og de rekordstore underskud på betalingsbalancen. Dollaren falder Det kan USA leve med, så længe omverdenen er villig til at finansiere gildet ved at købe amerikanske statspapirer og aktier. I mellemtiden rammes konkurrenceevnen andre steder, for eksempel i Europa og Danmark, hårdt. Finansmarkederne er begyndt at tage sagen i egen hånd. Indstrømningen af penge til USA er aftaget, og dollaren falder. Risikoen er et regulært dollarkollaps, mener Valutafondens tidligere cheføkonom, økonomiprofessor Kenneth Rogoff. Beregninger, han har foretaget, viser, at dollaren sandsynligvis vil falde med 15 til 20 procent over for et bredt udsnit af USA's handelspartnere. Men da finansmarkederne af og til har det med at overreagere, udelukker han ikke et fald på 30 til 40 procent over en bred kam. I forhold til hovedvalutaerne euro og yen kan faldet blive endnu større. I givet fald kan dollaren ryge helt ned i fire kroner, og så vil Europas og Danmarks konkurrenceevne, som i forvejen er hårdt ramt af en billig dollar, få det endnu værre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her