Når Danmark pludselig skal have et disruptionråd og en teknologiambassadør, giver det hele sådan set god mening. Vi er jo for længst begyndt at leve og ånde via digitale servicer som Facebook og tilbede produkter som vores iPhone. Vi arbejder dagen lang i en verden af Google, køber vores sager via Amazon, ser Netflix og chiller på vores rejser i Airbnb-lejligheder, vi lader os fragte til og fra med Uber-biler og hører musik fra Spotify.
Det er firmaer, der udnytter eksponentielle teknologier til at udradere gamle virksomheder ved at nå næsten uendelig mange mennesker med deres opfindsomhed og dermed skabe værdi på en mere fremtidsorienteret, og amerikansk, måde.




























