Anders Samuelsen smiler over hele hovedet, mens høj latter bryder ud omkring ham.
Den danske udenrigsminister er netop blevet psykoanalyseret af et computerprogram. Det har fundet ud af, at Samuelsen er gavmild, selvsikker, energisk, indfølende … og at han ikke begærer meget for sig selv, men at hans personlige valg næres af hans ønske om stabilitet og om at tjene et højere formål.
Programmet – i daglig tale en robot – har tydeligvis aldrig hørt drillerierne i de danske aviser om, at Liberal Alliances leder var klatret op i et træ sidste år, og at han først ville komme ned, når hans egen personlige ministerbil var parkeret neden for stammen.
Men robotten læser ikke danske aviser. Den har bygget sin vurdering alene på de ord, Anders Samuelsen selv har skrevet på sin twitterprofil, og selv om det lyder som et entusiastisk ugebladshoroskop, er der en ting, der gør analysen interessant: Computerprogrammet bag de mange tillægsord er den mest omtalte nyskabelse inden for kunstig intelligens i verden de seneste år, IBM Watson.
