Ombudsmanden: Ansøgninger om udbytteskat kan være gået tabt

Lyt til artiklen

Mens udenlandske selskaber har svindlet med udbytteskat og fået udbetalt 12,7 milliarder kroner fra statskassen, kan danskere have fået for lidt.

I en årrække frem til 2016 har Skat nemlig ikke registreret ansøgninger om udbytteskat korrekt, og ansøgninger herom kan derfor være gået tabt.

Det fremgår af en afgørelse fra Folketingets Ombudsmand, der overvejer at bede Skat om at oplyse om problemet på sin hjemmeside.

»Når man taler om udbyttesager, tænker de fleste nok på den store svindelsag, hvor der blev udbetalt for mange penge«.

»Men denne undersøgelse har afdækket et problem, der på en helt anden måde kan berøre almindelige skatteborgere«, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en meddelelse:

»Det ligger nemlig fast, at mange ansøgninger ikke blev registreret eller journaliseret korrekt, og det kan have ført til, at ansøgninger slet ikke er blevet besvaret«.

500-1000 ubehandlede ansøgninger

Folketingets Ombudsmand begyndte efter en borgerhenvendelse i 2011 en undersøgelse af, om det var et generelt problem.

Undersøgelsen har vist, at der i forbindelse med en af de fire måder, hvorpå der kan ansøges om udbytterefusion, lå 500-1000 ubehandlede ansøgninger.

Omfanget af strandede ansøgninger ved de andre metoder er ikke kendt, skriver Folketingets Ombudsmanden.

Siden har Skat ryddet op i sagerne. I 2016 blev ansøgninger behandlet eller besvaret med et foreløbigt svar, men Skat kan ikke udelukke, at ansøgninger er gået tabt, fremgår det af meddelelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her