Mordet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi har udløst international fordømmelse. Det er fuldt berettiget og fuldt forståeligt, og det er helt givet en holdning, der deles af de fleste chefer og medarbejdere i danske virksomheder. Men det er helt usædvanligt, at en virksomhed vælger at tage konsekvensen af en politisk holdning og beslutter at holde op med at sælge til et land, i dette tilfælde Saudi-Arabien. Normalt overlader virksomhederne det til politikerne at afgøre, om handel med et land skal stoppes.
Det er den mindre jyske møbelfabrik Top-line i Møldrup, som indstiller salget i Saudi-Arabien. På virksomhedens hjemmeside skriver direktør Svend Østergaard Pedersen: »For selv om vi som enhver anden virksomhed også er drevet af sorte tal på bundlinjen, er ordentlighed endnu vigtigere for os. Derfor kan vi ikke længere stå inde for samarbejdet«. Han tilføjer, at det ikke er nogen pludselig indskydelse, men at han ofte har overvejet, om virksomhedens værdier kan forenes med et land, der i den grad giver køb på fundamentale menneskerettigheder.




























