De danske forbrugere havde mindre hang til at svinge dankortet og købe tøj og dagligvarer i januar.
Detailsalget faldt således 0,3 procent sammenlignet med december og har dermed været faldende de seneste tre måneder. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Hos Danske Bank påpeger cheføkonom Las Olsen, at forbruget er meget afdæmpet set i lyset af den gode tilstand i dansk økonomi.
»Man kan vist roligt sige, at det stadig går meget behersket med forbrugsopsvinget i Danmark, selv om vi har solid fremgang i både realløn, job og huspriser«, skriver han i en kommentar.
Las Olsen vurderer, at faldet kan hænge sammen med, at der på det seneste har været usikkerhed om væksten i den globale økonomi, der blandt andet skyldes handelskrigen mellem Kina og USA.
Han påpeger dog, at tallet skal læses med varsomhed, da det ikke indeholder de køb, der bliver foretaget på nettet i udenlandske butikker.
Las Olsen ser gode forudsætninger for, at danskernes forbrugslyst kan komme op i gear de kommende måneder.
»Vi har sjældent sparet så meget op som nu, og der er altså ganske meget at tage af, hvis forbrugerne får mod på det igen«, skriver Las Olsen.
Det faldende detailsalg er ikke et isoleret dansk fænomen. Det har også gjort sig gældende i de øvrige EU-lande.
ritzau




























