Der er udsigt til fortsat fremgang i dansk økonomi de kommende år, men det bliver i et lavere tempo end tidligere.
Det vurderer Nationalbanken i sin kvartalsvise prognose for dansk økonomi.
Det er særligt udviklingen uden for Danmarks grænser, som spiller ind.
»Vi har indtil videre stået imod den modvind, vi ser hos nogle af de større økonomier. Men vi er ikke immune«, siger nationalbankdirektør Lars Rohde.
»Lavere vækst i udlandet vil med tiden smitte af på en lille åben økonomi som den danske. Vi er på vej mod lidt lavere vækst i de kommende år«, siger han i en kommentar.
På det seneste har der været tegn på aftagende vækst i økonomien, hvor handelskrigen mellem USA og Kina og Storbritanniens vej ud af EU skaber usikkerhed blandt virksomheder verden over.
Men selv om væksten skulle blive mindre i årene frem, slår Lars Rohde fast, at der ikke er udsigt til en økonomisk nedtur i Danmark.
Han opfordrer derfor politikerne i Folketinget til ikke at lempe finanspolitikken.
Det kunne for eksempel være at lette skatterne eller skrue op for offentlige investeringer - såsom byggerier eller at anlægge nye veje.
I hårde tal venter Nationalbanken en vækst i bruttonationalproduktet, der siger noget om størrelsen på et lands økonomi, på 1,8 procent i år. I 2020 og 2021 ventes en vækst på 1,5 procent.
ritzau
fortsæt med at læse




























