Realkredit Danmarks besluttede i går, at kravet om egen udbetaling ved boligkøb skal fordobles fra 5 til 10 procent. Det vil gøre det sværere at finansiere et boligkøb for førstegangskøbere, og det vil især ramme de unge uden større opsparing eller andre finansieringsmuligheder.
Det store flertal af boligkøbere bliver ikke umiddelbart berørt af det skærpede krav, for de møder typisk med pæne overskud fra salg af tidligere boliger. Men stramningen vil skubbe til det prisfald, som allerede er i gang på boligmarkedet. Den viser, at Realkredit Danmark mener, at coronakrisen har øget risikoen ved at købe bolig efter mange år med store prisstigninger. Det er Realkredit Danmark ikke ene om.


























