S tatsstøtte og fondskapitalisme har været fyord i dansk erhvervsliv. Det er de ikke mere. Coronakrisen er så truende for eksistensgrundlaget for mange virksomheder, at alle ideologiske hæmninger er sat på hold indtil videre. Det gælder senest i det forslag om en coronakrisefond, som er kommet fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
Det er eksportvirksomhederne, som i givet fald skal hjælpes med den ny krisefond. Detaljerne er endnu ikke lagt frem, men det er tanken, at private og institutionelle investorer skal skyde penge ind i fonden. Virksomhederne kan så med statsgaranti låne penge til eller hjælpe investorer med at købe op i selskaber, som mangler likviditet. Foreløbig er der ikke sat beløb på fondens størrelse, ej heller er det beskrevet, hvilke virksomheder der kan få hjælp.




























