Udvidede lånemuligheder og ny momsordning skal hjælpe landets virksomheder gennem coronakrisen.

Regeringen vil lappe åbent sår i erhvervslivet med plaster på 170 milliarder kroner

Foto: René Schütze/Fotograf René Schütze
Foto: René Schütze/Fotograf René Schütze
Lyt til artiklen

Erhvervslivet bløder under den fortsatte nedlukning af store dele af samfundet.

Derfor vil regeringen udvide mulighederne for, at virksomheder kan låne penge, ligesom fristen for at betale skat udskydes med fire en halv måned for alle virksomheder.

Endelig kommer der en ny momslåneordning for små og mellemstore virksomheder, som tidligere har fået momsbetalingsfristen udskudt, og som nu får mulighed for at optage et rentefrit lån til at betale den udskudte moms, der skal falde 1. marts.

»Det er en alvorlig økonomisk krise, som Danmark stadig befinder sig«, siger skatteminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.

»Regeringen tager virksomhedernes situation meget alvorligt, og vi er optaget af, at virksomhederne kommer så godt som muligt igennem krisen. Derfor stiller vi nu yderligere rentefrie lån til rådighed for de virksomheder, der står til at komme i klemme«, siger han.

Skatteministeren peger på, at regeringen allerede har styrket likviditeten i danske virksomheder med 300 milliarder kroner, siden coronapandemien i første del af 2020 ramte Danmark, hvor myndighederne siden i flere omgange har lukket store dele af samfundet ned for at mindske smittespredningen og sikre, at sygehusene ikke bryder sammen.

Nedlukning forlænget

De omfattende nedlukninger, forsamlingsforbud og rejserestriktioner har medført store indtægtstab for alt fra frisører til restauranter og industrivirksomheder, men som med de nye tiltag, ifølge Skatteministeriet, nu får øget likviditeten med yderligere 170 milliarder kroner.

Den økonomiske håndsrækning kommer dagen efter, at regeringen forlængede nedlukningen af samfundet med tre uger til slutningen af februar, hvilket Dansk Industri kaldte »meget lang tid«.

»Situationen lige nu koster en milliard kroner for danske virksomheder i omsætning – om dagen«, sagde direktør Lars Sandahl Sørensen, torsdag.

Gense pressemødet torsdag, hvor nedlukning blev forlænget

På fredagens pressemøde i Industriens Hus roser han regeringens nye initiativer, som han kalder en stor hjælp for de virksomheder i blandt andet oplevelsesindustrien og dele af detailhandelen, som står uden likviditet og altså ikke har penge til at betale regningerne.

»Pengene strømmer ud af kassen, og der kommer ikke nogen ind. Derfor er det her helt afgørende for, at virksomhederne kan klare sig igennem krisen«, siger Lars Sandahl Sørensen.

Metal-formand Claus Jensen kalder det et kapløb mod tiden at undgå at tabe arbejdspladser, som er svære at genskabe på den anden side af krisen.

»Vi må aldrig vende tilbage til den situation, vi havde under finanskrisen«, siger han med henvisning til krisen i 2007-09 og den efterfølgende økonomiske krise med lavkonjunktur og stigende arbejdsløshed, der fulgte i kølvandet på den bristede boligboble og stribevis af bankkrak herhjemme og i udlandet.

»Det vil gøre stor forskel for vores medlemmer og deres arbejdspladser«, siger han og betoner ligesom Lars Sandahl Sørensen vigtigheden af, at danske virksomheder står godt rustet til at gribe de muligheder, der opstår på den anden side af krisen, når der igen kommer gang i hjulene og efterspørgslen øges på såvel fysiske varer som oplevelser.

Pengene skal betales på et tidspunkt

I SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder, er administrerende direktør Jakob Brandt også glad for de nye tiltag.

»Men det er også tiltrængt. Lige nu kæmper mange mindre virksomheder en brutal kamp for overlevelse, og muligheden for at udskyde skat og moms giver dem et meget nødvendigt pusterum«, siger Jakob Brandt i en kommentar.

Han forklarer, at næsten hver tredje tvangslukkede virksomhed i SMVdanmark i undersøgelser har svaret, at de var i risiko for at gå konkurs i løbet af tre måneder, fordi der 1. marts skulle falde en dobbelt moms-regning for både i år og sidste år.

»Det er derfor en stor lettelse, at den nu er blevet udskudt«, siger han med henvisning til det rentefrie lån, som virksomhederne nu kan optage og som altså indirekte er en slags ny udskydelse.

Jakob Brandt er dog bekymret for, at der blot er tale om en stakket frist. For de udskudte momsregninger og lån skal jo betales på et tidspunkt, og hjælpepakkerne tager ikke højde for alt.

»Kompensationspakkerne giver kun delvis erstatning for virksomhedernes tab, og hver måned fosser penge ud af ellers veldrevne og sunde virksomheder« siger han.

»Pakkerne, der blev designet sidste år, var lavet til virksomheder med økonomisk fedt på kroppen. Men her i coronakrisens snart 12. måned, hvor krisen hver måned har været en økonomisk åreladning på virksomhederne, er den delvise kompensation ganske enkelt ikke nok«, siger han.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her