Det danske bruttonationalprodukt (bnp) voksede med 2,3 procent i andet kvartal.

Dansk økonomi er på højere niveau end før corona

Økonomien buldrer derudad, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Økonomien buldrer derudad, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Den store genåbning af det danske samfund i foråret medvirkede til, at Danmarks økonomi nu er på et højere niveau end før coronakrisen. Danmarks bruttonationalprodukt (bnp), der er et udtryk for størrelsen på et lands økonomi, voksede med 2,3 procent i andet kvartal. Det viser tal fra Danmarks Statistik. En foreløbig opgørelse for to uger siden viste en vækst på 2,2 procent.

»Den påbegyndte genåbning af samfundet i andet kvartal var kraftigt medvirkende til stigningen i både privatforbrug og bnp. Det bekræftes derfor, at dansk økonomi er på et højere niveau end før coronakrisen«, skriver Danmarks Statistik.

Fremgangen i andet kvartal skal ses, i sammenhæng med at restauranter og barer genåbnede i foråret. Samtidig var butikker i detailhandlen lukket store dele af vinterperioden, men de har også været åbne siden marts og trækker også op.

Selv om en fremgang på lidt over to procent kan synes beskeden, er det den næsthøjeste økonomisk vækst i et kvartal i 15 år.

Hos Arbejdernes Landsbank påpeger cheføkonom Jeppe Juul Borre, at det er god økonomi hos de danske forbrugere, som har fået økonomien tilbage på rette spor.

»De danske forbrugere er den helt store drivkraft bag det danske comeback. Danskerne har det økonomisk vanvittig godt. De er trygge omkring egen økonomi, har haft en ophobet forbrugssult under nedlukningen, en voldsom forbrugslyst i forbindelse med genåbningen, bugnende formuer og i tillæg gentagne saltvandsindsprøjtninger fra feriepengene«, siger han i en kommentar til tallene.

Samlet set er dansk bnp 0,8 procent højere end fjerde kvartal 2019, som kvartalet inden corona for alvor ramte verden.

Ledighed fortsætter med at falde

Desuden er antallet af ledige faldt i juli med 500 personer til 108.600, oplyser Danmarks Statistik. Det giver en uændret ledighedsprocent på 3,8. Dermed fortsætter ledigheden med falde nogenlunde stabilt ned mod niveauet fra før coronaepidemien. Der er dog ifølge Danmarks Statistiks opgørelse stadig 5.800 flere ledige end i februar 2020.

De ledige dækker ikke over alle personer, der går uden et arbejde, men udgøres af personer på dagpenge samt kontanthjælpsmodtagere, som er klar til at tage et job. Ledigheden satte bundrekord i 2008, hvor bare 2,4 procent af arbejdsstyrken var uden job. I årene efter finanskrisen var tallet oppe over 6 procent, og da det stod værst til under corona, gik 5,5 procent uden job.

På det danske arbejdsmarked melder virksomheder i en lang række brancher – herunder restauranter, hoteller, byggeriet og industrien – om mangel på hænder i øjeblikket.

Mandag inviterede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Kommunernes Landsforening (KL) til trepartsforhandlinger. Her vil man forsøge at finde nogle løsninger, der på kort sigt kan løse problemet.

»Der er nu brancher, hvor der er begyndt at være mangel på arbejdskraft. Det skal vi udnytte til at få flere ledige i arbejde. Virksomhederne skal selvfølgelig kunne få de medarbejdere, som de efterspørger. A-kasserne og jobcentrene har et stort ansvar for en hurtig og effektiv matchning mellem ledige og virksomheder, så virksomhederne får opfyldt deres behov for arbejdskraft«, siger Peter Hummelgaard i en skriftlig kommentar.

Ledighedstal skal tages med et gran salt

Hos Danske Bank påpeger cheføkonom Las Olsen, at man skal være forsigtig med at konkludere alt for hårdt på tallene for juli.

»Det skal tages med et gran salt, fordi juli jo er en typisk sommerferiemåned. Tallene kan være første tegn på, at den voldsomme fremgang på arbejdsmarkedet efter genåbningen er ved at ændre sig til noget lidt mere normalt, både fordi en stor del af de genåbnede virksomheder er ved at have fundet deres folk, og fordi andre har meget svært ved at finde de rigtige kandidater at ansætte«, siger han i en kommentar.

I Arbejdernes Landsbank er cheføkonom Jeppe Juul Borre enig, men han påpeger, at ledigheden er faldet med 20.000 på bare tre måneder.

»Isoleret set for juli er man ikke ved at falde ned af stolen, men i et lidt større perspektiv har vi igennem et stykke tid set, at beskæftigelsen slår ny rekord, ledigheden er faldet, og der er tiltagende mangel på arbejdskraft. Der er fart på økonomien, og derfor giver det god mening at drøfte, hvordan man løser de her udfordringer«, siger Jeppe Juul Borre.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her