Den Europæiske Centralbank forsøger at dæmpe rentestigninger i Sydeuropa, men økonom savner reelle tiltag.

Efter udmelding fra Centralbank: »Det gør man for at undgå, at eurozonen bliver skilt ad i atomer«

Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den Europæiske Centralbank (ECB) vil overveje at øge fleksibiliteten i forhold til geninvestering af opkøb under det store pandemiprogram PEPP.

Det oplyser ECB i en meddelelse efter et timelangt møde onsdag.

Ifølge Mathias Dollerup, seniorøkonom i Sydbank, betyder det, at man overvejer at kanalisere geninvesterede penge fra PEPP til målrettet opkøb i Sydeuropa.

»Det gør man for at prøve at lægge låg på de seneste ugers kraftige rentestigninger i Sydeuropa og dermed for at prøve at undgå, at eurozonen bliver skilt ad i atomer«.

Markedsrenterne stiger kraftigt rundt i eurolandene, som en konsekvens af at der bliver solgt ud af obligationsbeholdninger rundt omkring.

Blandt andet i Italien, hvor renten på de 10-årige statsobligationer er steget til over fire procent for første gang siden 2014.

Mikael Olai Milhøj, der er chefanalytiker i Danske Bank, kalder det ’en vag udmelding’.

»For mig understreger det, at ECB befinder sig i en meget svær situation. Jeg synes ikke, vi blev meget klogere på, hvad de vil gøre«.

»De vil være fleksible i forhold til deres geninvesteringer af de obligationer, der udløber, og som de allerede har købt. På den måde kan man måske købe lidt flere italienske statsobligationer. Men hvor stor en effekt det vil have, det kan man godt sætte spørgsmålstegn ved«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her