Den europæiske centralbank hæver renten med 0,5 procentpoint til 2,5 procent.

»Historisk«: ECB hæver renten for femte gang i træk

Foto: Daniel Roland/Ritzau Scanpix
Foto: Daniel Roland/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den Europæiske Centralbank (ECB) hæver sin ledende rente med 0,5 procentpoint til 2,5 procent, oplyser banken. Det er femte rentestigning i træk.

I juli sidste år hævede ECB renten for første gang siden 2011. Dengang blev den hævet til 0,0 procent. Renteforhøjelsen er centralbankens svar på inflationen, der har været usædvanligt høj det seneste halve år. Ved igen at gøre det dyrere at låne penge er det håbet, at forbrugernes efterspørgsel dæmpes, så prisstigningerne stilner af.

Økonomien i eurozonen har vist sig modstandsdygtig over for Ruslands invasion i Ukraine og stigende energipriser, siger chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde.

»Helt overordnet har økonomien vist sig mere modstandsdygtig end forventet og bør rette sig op i de kommende kvartaler«, siger hun.

Lagarde henviser til mere optimisme, løsninger på flaskehalse og stabile forsyninger af naturgas. Hun lader dog klart forstå, at det ikke er slut med rentestigninger.

Forbrugerne betaler prisen

Hos Sydbank understreger seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel, at rentestigningerne kan mærkes hos forbrugerne.

»De store rentestigninger gør ondt hos forbrugere og virksomheder, men det er desværre den nødvendige kur for at tæmme den historiske høje inflation. Vi vurderer dog, at renteforhøjelserne næppe slutter her«, siger han i en skriftlig kommentar til ECB’s udmelding.

Den Europæiske Centralbank skriver da også i sin meddelelse, at den forventer at vedtage endnu en rentestigning i marts. Banken forventer at hæve renten med yderligere 0,5 procentpoint til den tid.

Dansk Erhvervs seniorøkonom, Kristian Skriver, beskriver situationen med de gentagne rentestigninger som »historisk«.

»De mange store renteforhøjelser skriver sig direkte ind i de økonomiske historiebøger. Siden etableringen i 1999 har ECB ikke tidligere hævet den ledende rente så hurtigt og markant. De historisk mange renteforhøjelser understreger, at ECB kæmper en hård kamp for at få taget toppen af den høje inflation i euroområdet«, siger Kristian Skriver i en skriftlig kommentar.

Den britiske centralbank, Bank of England, har torsdag ligeledes hævet den ledende rente med 0,5 procentpoint til 4 procent. Det fremgår af en rentemeddelelse fra Bank of England. Det er 10. gang i træk, at centralbanken hæver renten. Rentehævelser er et værktøj, som centralbanker benytter i et forsøg på at sænke forbrugslysten og dermed dæmpe prispresset. Centralbanken henviser da også til den høje inflation i rentemeddelelsen.

Renteforhøjelserne sker dagen efter, at den amerikanske centralbank hævede renten med 0,25 procentpoint fra 4,5 til 4,75.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her