Den schweiziske storbank UBS opkøber sin rival Credit Suisse, oplyser landets centralbank på et pressemøde søndag. Prisen er tre milliarder franc, meddeler de to banker. Det svarer til 22,66 milliarder kroner. UBS’ oprindelige bud lød på én milliard franc.
Forhandlinger om opkøbet har stået på i weekenden med det mål at have en aftale på plads, inden børserne åbner mandag morgen. Credit Suisse har på det seneste været under pres, efter at bankkunder trak store pengebeløb ud af banken.
Schweiz’ præsident, Alain Berset, betegner det på søndagens pressemøde som den bedst mulige løsning for at genoprette tilliden til det finansielle system. Turbulensen omkring Credit Suisse »har været en kilde til bekymring i flere måneder«, siger præsidenten.
UBS’ overtagelse »genetablerer den tillid, der har manglet på de finansielle markeder for nylig«, siger Berset ifølge nyhedsbureauet AFP.
Var Credit Suisse gået konkurs, kunne det have forårsaget »uoprettelig økonomisk uro«, supplerer finansminister Karin Keller-Sutter.
Det schweiziske finanstilsyn, Finma, har godkendt UBS’ opkøb af Credit Suisse. UBS er landets største bank, mens Credit Suisse var den næststørste.
De to banker fusionerer nu, skriver Reuters. Det havde schweiziske myndigheder presset på for, men oprindeligt blev det afvist af begge banker. Der er tale om den største bankfusion i Europa siden finanskrisen for 15 år siden, skriver nyhedsbureauet dpa.
Centralbank stiller svimlende milliardgaranti
Aftalen om opkøbet indebærer også, at Schweiz’ centralbank stiller en likviditetsgaranti på 100 milliarder franc. Det svarer til 755 milliarder kroner.
»Med UBS’ overtagelse af Credit Suisse er der fundet en løsning til at sikre finansiel stabilitet og beskytte den schweiziske økonomi i denne exceptionelle situation«, meddeler centralbanken ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I Credit Suisses årsregnskab kom det tirsdag frem, at kunder i sidste kvartal havde hevet omkring 120 milliarder dollar, cirka 847 milliarder kroner, med sig ud. Det fik i ugens løb den schweiziske centralbank til at stille 380 milliarder kroner til rådighed. Det skulle sikre, at banken har tilstrækkelig likviditet.
Den seneste uge har bankens aktie været på slingrekurs. Fredag lukkede den i kurs 1,86. UBS’ købspris på tre milliarder franc svarer til en pris på 0,75 franc per aktie. Altså betydeligt under fredagens lukkekurs.
Trods fusionen består usikkerheden indtil videre, vurderer Per Hansen, som er investeringsøkonom hos Nordnet:
»Hvordan reagerer investorerne på det her i morgen (mandag red.)? Er de tilfredse med det, der er sket? Har de opfattelsen af, at det var det, der skulle til for at bagstoppe det?«.
Per Hansen peger på den uro og usikkerhed, der har været, siden den amerikanske bank Silicon Valley Bank kollapsede 10. marts. Det er derfor vigtigt, at investorerne ikke har den opfattelse, at flere større banker kan være i problemer, fortæller han.
Flere centralbanker går sammen om at styrke likviditet
Få timer efter offentliggørelsen af UBS’ overtagelse af Credit Suisse oplyste USA’s centralbank, at den har indgået en aftale gældende fra mandag med centralbankerne i Canada, England, Japan, den schweiziske centralbank og med Den Europæiske Centralbank (ECB).
Aftalen skal gælde, hvis en eller flere enkeltbanker i en ekstraordinær situation mangler likviditet i en anden valuta end hjemlandets. Det kan eksempelvis være amerikanske dollar. Ifølge den amerikanske centralbank vil aftalen som udgangspunkt gælde ind til udgangen af april.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at hensigten er at berolige de finansielle markeder. Senest, der blev lavet lignende indsatser, var ifølge Reuters da coronapandemien var på sit højeste.
Ritzau
fortsæt med at læse



























