Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hæver den toneangivende rente med 0,25 procentpoint til et interval på 5,0 til 5,25 procent.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er tiende gang i træk, at den amerikanske centralbank hæver renten.
Det kan dog blive sidste gang i denne omgang, mener Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
»Renteforhøjelserne lakker i hvert fald kraftigt mod enden, og det er bestemt ikke usandsynligt, at FED (andet ord for Federal Reserve, red.) vil holde pause og give de allerede realiserede renteforhøjelser tid til selv at gøre arbejdet færdigt«, skriver han i en kommentar.
I meddelelsen fra Federal Reserve har centralbanken undladt at skrive, at den forudser at hæve renten yderligere. Det har ellers fremgået af tidligere rentemeddelelser, skriver Reuters.
Inflationen i USA er faldet over de seneste måneder. I marts blev den opgjort til fem procent på årsbasis.
Den amerikanske centralbank fastsætter renten med det mål for øje, at inflationen skal være på to procent.
Vi har endnu ikke set den fulde effekt af de voldsomme rentestigninger. Det påpeger Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank.
»Man kan frygte, at der pludselig kommer en ketchupeffekt, hvor afmatningen bliver voldsom, og arbejdsløsheden pludselig stiger kraftigt, det er i hvert fald set før«, skriver han i en kommentar.
ritzau




























